Debat

Hellige køer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Hvad får du egentlig ud af at skrive i Folkeskolen', spurgte en elev med hjemlig adgang til at læse bladet. Godt spørgsmål, for lærere står faktisk ikke i kø for at deltage, hvorfor mon?

Senest har jeg forholdt mig til DLF-udviklingsprojektet. Formanden reagerede uanalytisk med 'du ved da nok-stilen' og 'vi forsøger ærligt', og det er både 'urimeligt og forkert opfattet' at antage, at en følgegruppe på 22 personer har noget at gøre med en kontrolfunktion. Mit indlæg, som nu kært blev kaldt et postkort, blev mødt med lettere forurettet tone uden virkeligt ønske om at indgå i en diskussion, selv om en folder om udviklingsprojektet vedlagt Folkeskolennummer 40 konstaterer, 'at alt er til diskussion, der er ingen hellige køer!'.

Der er måske alligevel en ko på isen, når hovedstyrelsen søger svar på 'store' spørgsmål som: Hvordan er lærernes hverdag, livet på skolen fra top til bund? Hvor længe er det siden, hvert enkelt hovedstyrelsesmedlem sidst havde med undervisning at gøre, hvor meget fælles undervisningserfaring er der overhovedet til stede i hovedstyrelsen? Sidder der flere karrierefolk, der slet ikke nåede at blive overlærer, inden de år efter år frister tilværelsen som professionelle fagforeningsfolk, i sikker afstand fra det virkelige lærerliv og tilsyneladende så uvidende nu, at et udviklingsfirma skal bygge en forståelse op hos dem om, hvordan fundamentet for hele deres virke ser ud? Det ville virkelig kvalificere hovedstyrelsesmedlemmer, hvis de tog en tur på gulvet, så ville kommunikationen i foreningen have bedre vilkår og kompasretningen ikke bygge på vilde pædagogiske ideer, man kun kan tale begejstret om, fordi man ikke skal gennemføre dem i praksis.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

I længden kan DLF ikke overleve, hvis medlemsisolationen fortsætter.

Opfordringen til at være med i en nyudvikling af foreningen og dermed også deltage med holdninger og meninger i udviklingsprojektet kan efterkommes, hvis udsigten til at få slagtet nogle hellige køer er til stede.

Torben Thomsen

Aars