Debat

Faglig fordummelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Margrethe Vestager har her i oktober gjort et behjertet forsøg på at afværge bare lidt af den sønderlemmende kritik, der er haglet ned over den faglige fordummelse, der med uafvendelig sikkerhed siver ud fra folkeskolen.

Denne gang er det de matematikkundskaber, der altså ikke forefindes, resten af uddannelsessektoren har sat fokus på. Og så ulykkeligt er det tilsyneladende, at der, hvor man nidkært holder sig ministeriets vejledende læseplaner mest bogstaveligt efterrettelig, er videnstomheden størst. Der er ellers tale om nogle hinsides al fornuft avancerede, voksent progressive bestemmelser. Eksempelvis om at den enkelte elev i 1. til 3. klasse skal have mulighed for at udvikle egne beregningsmetoder. Og blandt andet her mister matematikundervisningen ligesom så megen anden ministeriel læseplansinspireret undervisning totalt jordforbindelsen. Men sjovt og vildt utopisk lyder dette udslag af vildt dødbringende pædagogisk dilettanteri, der nu er ved at sænke Danmark ned i den faglige uvidenheds mørke. Og så må ministeren forsøge at snakke problemet ihjel, når selve fordummelsens lovgrundlag for alt i verden ikke må antastes. Ministeren haler en undtagelsesbestemmelse frem. Læreren kan bare undervise på en måde, som de synes er bedst, og bruge standardiserede regneopstillinger, der ellers kun var beregnet på de matematisk svage. Den gamle, kridtstøvede, tavledocerende lærer må her i nødens stund holde for. Det er ham og hans velgennemprøvede metoder, der skal redde situationen for folkeskolelovens totale afmægtighed. Og det har det taget syv år at finde ud af. Og hvis han så bruger den lovbefalede floskel om undervisningsdifferentiering, så kan han samtidig videreføre tragedien for de elever, der fortsat selv må udvikle deres regneregler.

Vagn Madsen

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Brønderslev

Powered by Labrador CMS