Af mine lønsedler fra 1982 kan jeg se, at jeg på papiret havde 27,22 ugentlige lektioner a 45 minutter. Nogle af mine lektioner udløste forskellige reduktioner, så reelt underviste jeg 24 lektioner om ugen. Vi havde et månedligt møde i lærerrådet, og jeg deltog på lige fod med andre i forskellige småudvalg som for eksempel idrætsdagudvalget.

Siden 1982 har vi oplevet adskillige arbejdstidsnedsættelser, således var den pligtige ugenorm i starten af 90'erne faldet til 24,98, og med den seneste overenskomst fik vi indført feriefridage, der på vores område betyder en yderligere nedsættelse af årsnormen. I dag er samarbejdsopgaven kraftigt forøget i ethvert lærerjob i forhold til min debut i 1982. Man skulle derfor tro, at en nyuddannet lærer i 2000 ville have en undervisningsforpligtelse svarende til højst 20-22 lektioner (a 45 minutter) om ugen. Det er imidlertid ikke just det billede, der tegner sig. Efter udmøntningen af Overenskomst 99 er det bestemt ikke unormalt at møde såvel nyuddannede som ældre lærere med 25 ugentlige lektioner, en del har 27, og enkelte har helt op til 29 lektioner om ugen.

Der er noget, der er ravende galt.

Med 25 til 29 ugentlige lektioner sammen med alle samarbejdsopgaverne, møderne og så videre er det meget svært at få overskud til at lave en kvalificeret undervisning.

Omkostningerne er åbenlyse. Tidlig fredag aften er energien væk. Weekenden bliver brugt til at komme op til overfladen igen og få den sidste forberedelse på plads, inden en ny uge starter.

Lærerne er glade for deres arbejde, viste en undersøgelse fra 1997. Ja, lærerne har da heldigvis som hovedregel en positiv oplevelse af samværet med eleverne i undervisningssituationen, men mange lærere er med rette i dag frustrerede over arbejdspresset. Meget tyder på, at en del af de unge vælger at stoppe. Ikke fordi de ikke kan lide at undervise, men fordi arbejdet som lærer sluger for mange af de personlige ressourcer.

Den første forudsætning for at kunne ændre denne situation er, at vi erkender problemet, uanset om vi stemte ja eller nej til overenskomsten. Gør ledelsen i foreningen ikke det, svigter vi medlemmerne, samtidig med at vi forringer vores muligheder i de kommende overenskomstforhandlinger.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse