Besøg af revisor

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF's statsautoriserede revisor, Lund-Larsen, udtager hvert år 20 tilfældige lokalkredses regnskaber. De seneste to års regnskaber gennemgås derefter nøje, og cirka halvdelen af kredsene besøges.

Hovedstyrelsen behandlede revisorfirmaets tilbagemelding, som også i år rummer både kritik og gode råd. Udgangspunktet er - ud over at alle regler skal overholdes - at regnskaberne skal være gennemskuelige, så medlemmer og kredsenes generalforsamlinger har mulighed for at tage stilling.

I et par kredse, hvor ejendommen ejes af Særlig Fond, skønner revisoren, at huslejen er for lav. Flere kredse har penge, som efter revisorens vurdering skal investeres, så de giver et større udbytte. Der er kredse, der er underforsikrede, og der er kredse, som har en egenkapital, der er for lille, mener revisorfirmaet. To kredse havde på besøgstidspunktet endnu ikke en ekstern revisor.

Hovedstyrelsen tilsluttede sig kravet om, at regnskaberne skal være fuldt gennemskuelige, og det blev understreget, at Særlig Fonds forrentning mindst skal svare til den, man kan få i banken.

Som svar på et spørgsmål sagde sekretariatschef Hans Ole Frostholm, at hovedstyrelsen ifølge foreningens vedtægter har ansvar for at sikre, at kredsene sørger for, at sådanne forhold er i orden.

Sekretariatet skal undersøge, om de anbefalinger, råd og pålæg, der tidligere er givet, bliver fulgt af kredsene, og de almindelige vilkår vil blive indskærpet.-th

Powered by Labrador CMS