Opfølgning på kongressen

De lokale forhandlinger om arbejdstid og lønninger blev behandlet endnu en gang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF's hovedstyrelse mødtes kun fire dage efter kongressen, og arbejdet drejede sig i høj grad om planlægning af, hvordan de forskellige resolutioner og vedtagelser følges op.

De lokale forhandlinger om arbejdstid og lønninger blev endnu en gang behandlet, og man diskuterede dilemmaet med, at der mange steder er stor træghed og modstand i kommunerne, og at nogle kredsstyrelser og formænd alligevel er tilbageholdende med at indberette uregelmæssigheder, fordi man ikke vil ødelægge forhandlingsklimaet.

'Det kan ikke nytte, at kredse ikke vil have rejst en sag, fordi det er ubelejligt for det lokale samarbejde', sagde Kurt Abildgaard, som mente, at der rundt omkring i kommunerne var 'masser af fejl'.

Palle Rom sagde, at det er vigtigt, at det lokale og centrale niveau arbejder sammen om principielle sager.

'Kredsene kan ikke bare tørre dem af på det centrale niveau', sagde han.

'Ja, vi skal have sagerne ind', sagde Lotte Lange.

'Men det er egentlig ikke kommunen eller skolelederen, det er galt med, det er aftalen', mente hun.

'Det er utroligt træls', sagde Astrid Schjødt Pedersen. 'Jeg tror, at der er kredsformænd, der lurepasser. De vil godt sikre sig, at DLF rejser sager, men de signalerer også, at de ikke ser sig selv som medspillere'.

Peter Hess-Nielsen understregede, at aftalen gælder for alle, og at ethvert medlems overenskomstrettigheder skal opfyldes til punkt og, prikke i hver eneste kommune.

'De gælder for alle, lige meget hvilken bondebestyrelse man har'.-th