Pjecen 'Fællesskabets skole' er indholdsmæssigt så tung en sag, at Folkeskolens redaktør meget moralbetydende siger, at den bør den danske befolkning forholde sig til! Lærere og andet godtfolk naturligvis med en gul understregningspen! Redaktøren, formanden og en enig hovedstyrelse hæfter sig ved nytten af at tilegne sig viden og færdigheder og påpeger folkeskolens ansvar for demokrati, kultur og værdier. Her kunne første spørgsmål lyde: Hvem ville gå ind for det modsatte?

Nej vel, og med så hurtig jordforbindelse etableres forbindelsen til det virkelige liv, hvor man i de videregående uddannelser ser en tre år gammel læseplan for matematikundervisningen i folkeskolen som årsagen til, at eleverne i første gymnasieklasse har problemer med at kunne regne og forstå gennemsnit, brøker og procentregning. Det nytter ikke noget, at talskvinder/mænd for DLF atter og atter nedgør bekymringen som udtryk for hæslige markedskræfter dirigeret af økonomiske bagmænd, der kun vil måle kvalitet på den hast, hvormed færdigheder tilegnes. Ganske vist nævnes i pjecen en række kulturteknikker - blandt andet matematik - som forudsætning for den demokratiske samtale, men hvis folkeskolen leverer ringere faglighed, så er bekymringen for demokratiet blot en anden slags politisk ordskvalder.

I Folkeskolennummer 39 meddeles det, at hverken Folkeskolerådet eller Danmarks Lærerforening bliver repræsenteret i Danmarks Pædagogiske Universitets (DPU) bestyrelse. DLF-pjecen ofrer stor energi på en diskussion om et fælles værdigrundlag. Den ny rektor for DPU siger til Kristeligt Dagblad den 28. september, at han tvivler på, at det danske samfund kan styrke fællesskabet ved at vedtage et fælles værdisæt. Han advarer imod, hvad han kalder succespædagogik, der fører væk fra forestillingen om ligeværd til fordel for forestillingen om lighed. I pjecen 'Fællesskabets skole' optræder ordet 'ligeværd' overhovedet ikke, så det er fristende at slutte, at når DLF ikke inviteres ind i DPU-cirklen, så skyldes det ganske enkelt en for stor uenighed om pædagogiske mål og midler?

Pjecen konstaterer, at optimal faglighed styrkes ved samarbejde på tværs af årgange og klasser, og ligeledes skulle der foreligge et endegyldigt bevis for, at enhedsskolens organisering er den eneste tænkelige for udvikling af elevens potentialer. Så let er det at håndhæve faglighed, i hvert fald når det hele ses lidt fra oven og i sikker afstand fra praktikeren, og det gør pjecen til knap det epokegørende skrift, som enhver lærer bør forholde sig til.

Torben ThomsenAars