Debat

Lade som om-pædagogik

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag den 19. september 2000 var jeg til den højt opreklamerede markering af F2000 i Bella Centret. 1.700 deltog efter sigende, og det skal nok passe. Med et slag på tasken har arrangementet nok kostet skatteyderne i omegnen af fem millioner kroner svarende til, hvad jeg får til at drive min skole med 500 elever i et halvt skoleår.

Det var som 'live' at opleve klakørforsamlingen i det hedengangne DDR (Østtyskland). Folkeskolens øverste embedsmand gik på talerstolen og kom med den opsigtsvækkende meddelelse, at F2000 var et eventyr. Tre gange sagde han det, for at ingen skulle tage fejl, men hvad han ellers havde på hjerte, var der vist ingen, der kunne blive klog på.

Så skulle vi se noget meget farligt, annoncerede en smokingklædt udråber med hektisk energi. Det farlige var, meddelte han, at lærere og pædagoger i fællesskab havde instrueret en flok børn i cirkusartisteri. Det vil sige, det havde de nu ikke helt, for de havde fået hjælp af professionelle cirkusartister. Og så tumlede de arme børn rundt og agerede cirkusartister. Det kunne de naturligvis ikke, men det lod vi os ikke gå på af. Vi klappede som gale, når hoolahopringen dejsede på gulvet, klovnenæser faldt af og en menneskepyramide slet ikke lykkedes. Men søde var de, børnene, og det vigtigste: De fik illusionen om, at de kunne noget. F2000 i en nøddeskal - illusions- og lade som om-pædagogik.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Så var der et utal af workshopper, hvor tilforladelige lærere fortalte om deres undervisning. Den lignede til forveksling den, der foregår på landets skoler, men når det bliver sovset godt ind i bælgmørke begreber som helhed, sammenhæng, evaluering, afel (ansvar for egen læring) og så videre, så hedder det lige pludselig pædagogisk udvikling.

Hele det opstyltede og stærkt agitatoriske arrangement minder mig om salig Cajus Petronius' ord. Han var romersk embedsmand under Nero, døde år 66 efter Kristus. Han sagde:

'Vi arbejdede hårdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivisering og demoralisering'.

Det var vise ord i år 66, men gælder for folkeskolens vedkommende lige så vel for F2000.

Jens ColdingSkjern

Powered by Labrador CMS