De sidste fire elever har nu forladt redaktionen. Den sidste kakaoplet er tørret op. Størstedelen af eleverne havde sidste dag på redaktionen i går. Kun fire elever knokler med at få layout og ord til at gå op i en højere enhed.
Som dagen er skredet frem, er redaktionsgruppen blevet modigere.
"De er begyndt at turde mere. Der er kommet flere farver og flere vilde ting", siger Folkeskolens faste layouter Rikke Ellebæk Pedersen.
Hun stoppede dog eleverne, da de ville ændre på Folkeskolens logo på forsiden.
"Det får I ikke lov til", lød det myndigt.
Emil Høj er overrasket over, hvor let det har været at lave layout.
"Det er ikke det tekniske, der er svært. Det er mere det med at få ideerne, der giver problemer", siger han i en pause, hvor redaktionsgruppen er blevet sendt ind efter endnu en omgang varm kakao. Desværre tabte én af eleverne en kop, så redaktionsgruppens næste opgave er med klud og vand at rengøre rummet ved kakao-automaten.
Jonas Gundestrup er ikke i tvivl om, at det bliver kakaoen, som klassen kommer til at savne mest.
"Ja, kakaoen og så det der med, at man ikke har nogen lektier for. Det er fedt, at man afslutter det hele inden man går hjem", siger Emil Høy.
Eleverne har hver dag formået at tømme kakaoautomaten. Normalt tager det redaktionen tre måneder at tømme den.
"Jeg tror ikke, vi kan nå vores mål i dag. Vi ville tømme den. Men vi er kun fire tilbage", siger Amalie Strandberg
Elevernes udgave af Folkeskolen udkommer på onsdag og kan læses på nettet fra tirsdag eftermiddag.
8.c: “Vi vil savne kakao-automaten”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.