Sådan tænker desværre nok alt for mange i deres aktive lærerliv, men det kan blive dyrt - meget dyrt endda - i den sidste ende.

Tjenestemandspensionisterne har op gennem 90'erne mærket, hvordan reguleringen af deres pensioner blev mere og mere utilfredsstillende. Diverse kongresresolutioner om parallel udvikling mellem løn og pension har ikke hjulpet.

For de overenskomstansatte står det endnu værre til, hvis det ikke i den kommende tid lykkes at tilkæmpe markante forbedringer. En sikring af pensionerne vil imidlertid kræve en målrettet og beslutsom indsats fra foreningernes side bakket kraftigt op af medlemmerne.

Som det forhåbentlig huskes, nedsatte DLF efter beslutning på sidste års kongres en arbejdsgruppe til sikring af pensionerne. En tilsvarende gruppe nedsattes i Københavns Lærerforening. Der er siden udarbejdet et større materiale om de forskellige pensionsformer, og der diskuteres nu, hvilke foreningspolitiske tiltag der kan føre til en løsning af de problemer, nuværende og fremtidige pensionister står over for. Det står klart: de klares ikke gennem overenskomstforhandlinger. Der skal mere til.

DLF's arbejdsgruppe stiler mod en rapport i november. Når den foreligger, er det vigtigt, at medlemmerne engagerer sig i dens problemstillinger, og at der gennem diskussion skabes enighed om de strategier, der skal arbejdes efter. Det kan godt blive svært at opnå enighed og fælles fodslag, fordi pensionisterne er så forskelligt stillet, men det er piskende nødvendigt, hvis der skal opnås resultater. Og det skulle jo gerne ende med: den tid, den glæde.

Jørgen Pagh Andersen

næstformand i Københavns Lærerforenings pensionistafdeling