Debat

Ud i virkeligheden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folkeskolen (nummer 38) svarer formanden på fire debatindlæg fra medlemmer. Igen forsøges Sorteper sendt videre til kredsene.

Citat: 'Selve resultatet, altså hvor mange timer den enkelte konkret får, afhænger helt af de principper og prioriteringer, der er lagt til grund for de lokale aftaler både af kredsen og kommunen'.

Så er det sagt klart og tydeligt: Kredsene har ifølge formanden ikke gjort deres arbejde godt nok - underforstået: forhandlingsresultatet er der ikke noget i vejen med.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Denne form for arrogance mener jeg er uheldig. Et mere engageret og uddybende svar til menige medlemmer må vist være et rimeligt forlangende. For eksempel noget lignende dette:

'Jeg har med interesse læst debatindlæggene og set nærmere på det indsendte materiale vedrørende den nye overenskomst. Jeg må erkende, at der må være noget galt. Selvfølgelig skal de uensartede forhold lærerne imellem rettes op, så lærere med mange undervisningstimer igen får en rimelig tid til forberedelse. Måske bliver det endda nødvendigt med centrale forhandlinger, da kredsene helt tydeligt her står over for en umulig opgave. Jeg vil derfor straks tage kontakt til de involverede parter, så vi igen kan få rimelige arbejdsforhold ude omkring på landets folkeskoler'.

Svaret blev desværre helt anderledes. Mine bange anelser blev bekræftet: Danmarks Lærerforening er åbenbart kun for de få. Ingen støtte til de mange lærere, der trods alt også betaler deres kontingent hver måned!

Formanden har øjensynligt svært ved at tro på sine medlemmer. Jeg vil derfor foreslå, at hun og resten af forhandlerne tager ud på landets folkeskoler for at opleve den virkelige virkelighed. En virkelighed med mange frustrerede og vrede lærere, der snart har fået nok. Ydmygheden har trods alt sine grænser, selv hos skolelærere.

En fagforenings fornemste opgave må være (og har altid været) at varetage alle sine medlemmers interesser på bedste vis. Dette må også stadigvæk være et absolut krav til Danmarks Lærerforening.

Så på med arbejdstøjet og god tur ud i landet!

Poul Erik Nielsen

Ringe