Debat

En rask lille enquete

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF-kongres 1999 besluttede at igangsætte et såkaldt udviklingsprojekt, en slags selvransagelse i foreningen, inspireret af et udviklingsfirma, der skal producere en analyse af det centrale og decentrale niveau i foreningen. For at nå helt ud i hjørnerne til medlemmerne iværksættes en allerede lanceret postkortaktion, der skal bringe medlemmerne på banen med meninger og holdninger ved at svare på spørgsmål formuleret af kredsstyrelser og tillidsrepræsentanter.

Det undrer mig, at det er nødvendigt at hyre et managementfirma for at finde ud af, hvad der rører sig i kredsene, for hvis disse kan formulere så stærke spørgsmål og pege på sådanne urimeligheder, at det rører den centrale ledelse og flertallet i hovedstyrelsen, så er det et noget betændt demokrati, ledelsen i DLF administrerer, når den ikke for længst har ændret kompasretning i forhold til folkene lidt længere nede på gulvet med lidt tættere kontakt til medlemmerne helt nede på gulvet. Handler det i virkeligheden om, at der fra tillidsmand over kreds- og amtsformand har udviklet sig et pseudodemokrati, sygt og elendigt med åndenød, fordi medlemmerne for længst er stødt på en uigennemtrængelig foreningsbarriere af forudfatte politisk korrekthed?

Man kommer let på tanken, når DLF stadig ikke vil medgive, at Overenskomst 99 betyder flere timer til den undervisende lærer, at det blev resultatet af foreningens indsats!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Og så udskriver foreningen en rask lille enquete ved hjælp af postkort, som jo sædvanligvis aldrig indeholder negative budskaber. Fortæl med ti ord, hvad du synes om foreningen. Beskriv med 20 ord, hvordan du oplever foreningsdemokratiet. Meddel med 30 ord din pædagogiske strategi for foreningen. Det må jo blive telegramstil, lærertilværelsen presset sammen på nogle få linier. Nå, skam få al den negativitet. Hovedstyrelsen har godkendt projektet, processen skal kun lige til at gå i gang. Den medlemsisolerede forening gør bedst i at se bort fra de etablerede begreber, der har fastlåst lærerne i en undertrykkelseslignende situation, hvis ikke den kan det, hjælper ikke nok så mange postkort.

Torben Thomsen

Aars