Tak for dit 'postkort' i sidste nummer af Folkeskolen. Rigtige venner kan jo også blive glade for at få brev i utide.

Jeg har forstået, at dette udviklingsprojekt burde være unødvendigt. Men dit indlæg er et godt eksempel på, at det er det ikke. Rigtige venner skal man også kunne fortælle, når man synes, de tager fejl.

Det synes jeg, du gør på dette punkt.

Hvordan skal vi nogen sinde kunne vende bøtten, hvis alle reagerer, som du gør i dit brev? Hvordan skal vi kunne komme videre? Skal vi blot konstatere, at alle valgte i Danmarks Lærerforening for tid og evighed har besluttet sig for at 'regere' uden om medlemmerne, eller var det en tanke værd at vurdere de udspil, vi nu laver som et ærligt forsøg på samtale?

Jeg skal ikke gå ind i Dafolos forskellige metoder. De er valgt og vurderet ud fra deres professionelle synspunkt, men jeg vil derimod kommentere din antagelse af, at 'hele managementarrangementet er blevet solgt til hovedstyrelsen, netop fordi det sikrede kontrollen fra oven og gav indtryk af et levende demokrati med en følgegruppe på 22 personer, kredsaktiviteter og helt ned til tillidsrepræsentanten'. Det er både urimeligt og forkert opfattet. Vi har netop villet angribe dette projekt på en ganske anden måde, end man plejer i organisationsudviklingsprojekter.

Det er ikke et traditionelt managementprojekt.

Det har været og er vores holdning, at foreningens problemer og udfordringer ikke kan løses ved kun at tale med tillidsvalgte.

Rigtige venner bliver normalt glade for at blive husket ved højtidelige lejligheder. Du bryder dig ikke om en detalje i projektet.

Det forstyrrer forhåbentlig ikke helhedsbilledet, når mosaikken er lagt.

Med venlig hilsen

Astrid Schjødt Pedersen

formand for udviklingsprojektet