Sjældent forårsages der større tragedier end på baggrund af de bedste hensigter. Diverse revolutioner er bekræftelser herpå. Den rousseauske almenvilje og det deraf følgende slogan om frihed, lighed og broderskab fik tragedierne formelig til at tvinge ikke alene Frankrig, men det meste af Europa i knæ. Og nu står vi så over for det professionsideale herredømme, om hvilket der kan læses en del i Folkeskolen nummer 36. Men vi hopper såmænd nok også på den limpind. Fra hinsides Øresund, hvorfra vi modtager alt godt og efterlignelsesværdigt, udmeldes, at idealerne skal være konkrete. Til en begyndelse kom man vist for skade at tale om etik. Men etik udvikles i folkedybet, hvor idealer er rene udtænkte fantasifostre. Så for Guds skyld ikke etik, men idealer. Og at konkretisere idealer betyder at gøre dem brugbare som undertrykkelsesinstrumenter. Læs selv gyseren i Folkeskolen nummer 36, side 30/31. 'Du må aldrig anvende panderynker, hævet stemmeføring eller nedadbøjede mundvige over for eleverne'. Nå, den var vist lidt fordrejet. Men alligevel. Men så bud nummer et eller andet: 'Du må aldrig lade en kollega gå forud for eleverne. Eleverne har altid førsteprioritet'. Og den snert er jo lige så svær at imødegå som revolutionstidens ømme broderskabskrav. Her er redskabet, hvormed lærerne i fremtiden om end ikke tager livet af hinanden så dog kan banke hinanden til nervevrag. Som almindelig, frygtsom, kuet lærer lover jeg at holde mig disse idealer for øje. Men jeg nægter på det bestemteste at rette mig efter dette og andre lignende ideale påhit i enhver given situation. Så jeg får nok fremover ord for ideligt at være på nakken af eleverne. Men så har idealet jo også opfyldt sit formål som løgnagtighedens terrorinstrument.

Vagn Madsen

Brønderslev