Debat

Uden for døren

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvor er alle drømmene, vi drømte, og det håb, der levede i vores sind?

Hvad skete der med den såkaldte lærerlignende aftale for børnehaveklasselederne?

Den, som med et par forrykkede kommaer i forhold til lærernes skulle sikre os tid til alle de opgaver, vi tidligere har løst 'for free'.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En aftale, som ville minimere vores timer i skolefritidsordningen (SFO), så vi for første gang i historien kunne udføre undervisnings- og Ø-tidsopgaver og få tid til det.

Aftalen skulle sikre fleksibilitet og professionelt råderum, helhed og kontinuitet og tage udgangspunkt i det progressive oplæg 'En skole på vej'.

Vi har fået en aftale, hvor rammerne er så snævre, at opgaverne ikke kan løses professionelt. Et slutresultat, der hedder 350 timer i SFO mod de nuværende 409 timer og vel at mærke med en SFO-leder, der suverænt og uden vores medvirken kan tilrettelægge arbejdstid og arbejdsvilkår ud fra skolefritidsordningens behov, og her handler det ofte om at sikre vikardækning for de øvrige personalers afspadsering. Altså, intet professionelt råderum, men simpelt lønarbejde.

Aftalen er hermed fleksibel, men kun for kommunen og skolelederen/SFO-lederen. Vores opfattelse er hermed, at børnehaveklasselederens aftale endnu en gang er blevet en sikring af normeringen i SFO på et for kommunen udgiftsneutralt grundlag og dermed uden tanke for pædagogisk kvalitet, og at prioriteringen af opgaverne med denne aftale falder ud til fritidsdelens fordel, altså en nedprioritering af skolearbejdet.

Vi føler stor frustration over at opleve, at den centrale aftaledel drukner i kommunal kassetænkning og nedprioritering af en medlemsgruppe i DLF.

Nu skal vi så godt nok kun løse de opgaver, der gives tid for, fint nok! Men så må konklusionen jo være, at vi tidligere har arbejdet for meget!

Ifølge Anni Herfort kan det fremover blive vanskeligt for deltidsansatte at løse opgaverne på nedsat tid, så derfor anbefales det fra hovedstyrelsen, at der oprettes fuldtidsstillinger, altså endnu en gang fastslår man, at vi ikke kan løse opgaverne, når vi tillægges så mange timer i SFO.

Disse udsagn får os næsten til at ønske at være deltidsansatte, da der åbenbart på dette område er mere fokus på arbejdsfordelingen.

For vores vedkommende bliver det et skoleår med mange frustrationer over ikke at kunne være med på ligeværdige vilkår som vores kolleger på lærerværelserne, frustration over endnu igen at sidde 'uden for døren', når kollegerne planlægger - udvikler og reflekterer.

Jonna Bandholtz

for børnehaveklasselederne i Grindsted Kommune

Svar

Med den ny arbejdstidsaftale skal børnehaveklasselederne konkret have afsat tid til de arbejdsopgaver, som de skal løse. Under den gamle aftale skulle der også afsættes tid til opgaverne, men her skulle alle opgaverne løses inden for en akkord på cirka 223 timer. Med de mange opgaver, som børnehaveklasselederne i stigende grad i de senere år har skullet løse, kunne de i mange tilfælde vanskeligt rummes inden for de 223 timer. Om du har fået tid nok til at løse de opgaver, du er blevet pålagt, synes jeg, du skal gennemgå med din tillidsrepræsentant.

Det har ikke med den nye arbejdstidsaftale været meningen, at muligheden for at arbejde i skolefritidsordninger skulle fjernes. Det er min opfattelse, at der skal arbejdes for fuldtidsstillinger til børnehaveklasselederne, og for at opfylde dette kan det som i dit tilfælde være nødvendigt, at der tages timer i skolefritidsordningen - alternativet ville jo være påtvungne deltidsstillinger.

Det er min klare opfattelse, at børnehaveklasseledere skal indgå i skolens arbejde på ligeværdige vilkår med lærerne, og det giver den ny arbejdstidsaftale netop mulighed for. Planlægningen af arbejdstiden skal tage udgangspunkt i en drøftelse på skolen mellem de ansatte og skolens ledelse på baggrund af de pædagogiske målsætninger og handleplaner for skolevæsenet og for skolen. Her har børnehaveklasseledernes arbejde præcis samme vægt som alt andet arbejde på skolen i de sammenhænge, hvor børnehaveklasselederen er en relevant deltager. Børnehaveklasselederne skal selvfølgelig ikke 'sættes uden for døren', men indgå ligeværdigt i såvel skoleårets planlægning som i samarbejds- og udviklingsaktiviteter.

Anni Herfort

formand for DLF