'Vi oplever, at børnene er længere og længere tid i obs-klassen. De kan ikke visiteres videre, fordi der ingen steder er at sende dem til. Så vi skal være rummelige her. Der er også for få psykologer, så det tager urimelig lang tid, fra vi indstiller et barn, og til barnet bliver tilset af psykologen. Der er flere ubesatte psykologstillinger i kommunen'.

Mange vil kunne nikke genkendende til en sådan beskrivelse, for sådan er situationen flere steder i landet. Men det virker nok ikke som nogen overraskende afsløring at fortælle, at udtalelsen er fra Abildgårdskolen i Odense, hvor man for alvor har været i pressens søgelys, efter at lærerne for to uger siden reagerede i nødværge og nedlagde arbejdet i protest mod vold og trusler.

Det er lærernes tillidsrepræsentant, Hanne Jensen, der beskriver den fortvivlede situation, skolens elever og ansatte oplever. Og hun ved, hvad hun taler om, for hun har været på Abildgårdskolen, siden den åbnede i 1973.

Men citatet er hverken fra sidste eller forrige uge. Det er tre år og fire måneder gammelt, og byens borgmester, skolerådmand og andre med en kort hukommelse kan genfinde udtalelsen i Folkeskolennummer 18 fra 1997. I en syv sider lang reportage beskrives en skole, hvor lærerne arbejder seriøst og samvittighedsfuldt. De brænder for deres undervisning og for arbejdet med de hårdt belastede børn og unge.

Men reportagen fra foråret 1997 viste også, at lærerne var ved at nå smertegrænsen, og i en rapport fra Arbejdstilsynet fra samme år lød konklusionen: 'Samlet vurderet udgør kombinationen af voldsrisiko og permanente psykiske belastninger en klar og betydelig risiko for de ansattes psykiske sundhedstilstand på kort og på lang sigt'.

Tre år mere holdt de ud, før de fik nok. Fordi udviklingen kun gik den forkerte vej, og fordi arbejdsgiverne aldrig viste vilje til at gøre noget alvorligt ved situationen.

Men Odenses politikere og embedsværk kan handle hurtigt. Det beviste man i sidste uge. Efter Abildgårdskolens nødværgeaktion, og efter at naboskolens lærere havde vist deres solidaritet, reagerede kommunen nemlig omgående med anklager for overenskomstbrud og med trusler om at slæbe lærerne i Arbejdsretten.

Systemundskyldningen vil måske lyde, at den slags anklager er automatiske og helt efter bogen. Men systemet kan så passende øve sig på en forklaring på, hvorfor der ikke blev reageret lige så automatisk på Arbejdstilsynets påbud om at forbedre lærernes arbejdsforhold. Eller hvorfor belastede børn, der af systemet er visiteret til behandling, ikke får den hjælp og den undervisning, de har krav på. Odenses borgmester har fået tilbud om at svare i Folkeskolen. Det har han ikke ønsket.

Formanden for DLF's organisationsudvalg, Karsten Holst, ramte plet, da han i sidste uge kommenterede udviklingen: 'Det taler for sig selv, at arbejdsgiverne i Kommunernes Landsforening og Odense Kommune tilsyneladende lægger mere omhu for dagen med at slæbe lærerne i Arbejdsretten end med at komme med forslag til, hvordan de alvorlige problemer kan løses'.

-th

Læs side 20 og 29

Systemundskyldningen vil måske lyde, at den slags anklager er automatiske og helt efter bogen

Debat 22

Kommentar 28

NETopNU 33

Spot 34

Anmeldelser 36

Ledige stillinger 42