DLF skal vise tænder

DLF skal tage nogle faglige opgør, mener tillidsrepræsentanter fra Frederiksborg Amt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bedre løn- og arbejdsvilkår. Det er dét, DLF skal arbejde for. De senere år har foreningen arbejdet for pædagogikken hele tiden. Det er for meget. Vi vil have nogle ordentlige arbejdsvilkår for lærerne, så vil flere også være glade i jobbet', sagde en kvindelig tillidsrepræsentant fra Frederiksborg Amt på et kursus i sidste uge for amtets tillidsrepræsentanter.

Programpunktet var DLF's udviklingsprojekt, og forretningsudvalgsmedlem Astrid Schjødt Pedersen, der står for projektet, havde netop spurgt forsamlingen, om de havde løsningen på, hvordan DLF skal være i fremtiden.

'Er det ikke også vigtigt at beskæftige sig med indholdet i arbejdet? Jeg hører da tit sagt, at lærere ikke engang kan spise frokost uden at tale om børnene', sagde Astrid Schjødt Pedersen.

'Den snak kan vi godt klare selv, det behøver fagforeningen ikke at gøre', kom svaret prompte.

En anden tillidsrepræsentant sagde, at ifølge undersøgelser er lønnen ikke medlemmernes førsteprioritet. En heftig summen bredte sig blandt de over hundrede kursusdeltagere på Frederiksdal, og mødet stoppede nærmest et øjeblik.

Lærere har fået mere prestige

Udpluk fra debatten:

'DLF skal have en stærkere faglig profil og være klar til at tage nogle faglige opgør. Jeg tror, foreningen bliver respekteret mere - også af Kommunernes Landsforening - hvis den viser tænder'.

'Jeg tror nu, at den tobenede strategi har været klar og god. Men måske er den ikke blevet forklaret godt nok til medlemmerne'.

'Når mine kolleger krakelerer rundt om mig, så er det ikke løn og arbejdsforhold, der betyder noget'.

Forskellige bud blev fremført. Skoleklubberne skal fungere bedre, der skal laves om på reglerne til formands- og næstformandsvalg, valgreglerne er ikke fulgt med tiden, lød det, og forældrene skal inddrages mere og være dem, der taler skolens og lærernes sag.

'Den enkelte lærer skal finde ud af, hvordan hun kan få forældrene til at støtte os'.

'Lærerne skal stå stærkt i mediebilledet'.

'Selv om F2000 måske er til grin ude på nogle af jeres skoler, så er der altså rent prestigemæssigt sket noget med vores profession på den baggrund', sagde Astrid Schjødt Pedersen.

'Vi udvikler også mediestrategier. I ved det bare ikke, I ser kun, om den virker. Men vi får jo ikke altid den spalteplads i aviserne, som vi gerne vil have. Og første forudsætning for overhovedet at få spalteplads er, at vi har nogle budskaber'.

En tillidsrepræsentant fortalte, at på hans skole var man meget utilfreds med, at der ikke kom nogle hurtige kommentarer fra DLF, da lærerne på Abildgårdskolen i Odense for nylig nedlagde arbejdet. Men andre mente, at foreningen netop i dét tilfælde havde været hurtigt ude med kommentarer.

'Men de børn, der er tale om, det var jo dem, vi talte om på en kongres for nogle år siden. Hvad er der sket siden. Der må da være sket noget - også i DLF'.

Foreningen har taget kontakt til lærerne på Abildgårdskolen, og der skal generelt tales om rummeligheden i klassen. Dét er langt bedre end at tale om uunderviselige børn, lød svaret.

'Men hvor er medlemmerne, når lærere på en anden skole nedlægger arbejdet?'

'Ja, vi skal ikke bare tale om solidaritet i hovedforeningen. Vi skal også vise det hos os selv'.

Værdier - men hvilke

Debatten begyndte ellers med en efterlysning af DLF's værdigrundlag.

Astrid Schjødt Pedersen spurgte forsamlingen, hvad DLF's værdigrundlag er. For det er besluttet, at udviklingsprojektet skal bygge på foreningens værdigrundlag.

'Dafolo har fået en mappe med vores beslutninger gennem årene, men de synes ikke, det er helt klart, hvad værdierne er. Kan I ikke hjælpe dem?'

Der blev grint lidt, og tillidsrepræsentanterne blev bedt om at summe med hinanden nogle minutter. Derefter kom der flere bud: solidaritet, gode løn- og arbejdsvilkår, ligeværd, partipolitisk uafhængighed, demokrati, pædagogisk udvikling, ligeløn.

'Også noget pædagogik. Vi går som organisation også ind i vores arbejdsgrundlag, ikke kun i vores arbejdsforhold'.

'Dafolo har sagt til os, at når vi har fundet vores værdier, så bliver det spændende at se, om vi vil kæmpe for dem', sagde Astrid Schjødt Pedersen.