Ny lov om skolestart til foråret

Undervisningsministeren lægger op til 'et forpligtende samarbejde mellem institutioner'

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til foråret vil undervisningsminister Margrethe Vestager prøve at samle et flertal for en ny form for skolestart. Det vil kræve en ændring af folkeskoleloven.

Hvilke konkrete ideer hun har, ville hun ikke afsløre i en debat, hun deltog i på en skolestartskonference i forrige uge arrangeret af DLF. Hun kom det ikke nærmere, end at helhed for hende er 'forpligtende samarbejde mellem institutioner'.

DLF-formand Anni Herfort påpegede, at der har været pædagoger i skolen i 30 år, nemlig som børnehaveklasseledere, til stor glæde for såvel elever som lærere.

Tidligere chefpsykolog i Aalborg, Per Kjeldsen, konsulent i Undervisningsministeriets Uro-Net, prøvede vedholdende at drive sit argument igennem debatten, selv om det - efter hans egen formening - ikke er politisk korrekt.

Børnene kan ikke være i deres hjem mere, sagde psykologen, derfor må vuggestuer, børnehaver og fritidshjem påtage sig en rolle som opdrager. Det er ikke nok bare at passe dem, institutionerne skal udarbejde målformuleringer og handleplaner, og de skal ind under Undervisningsministeriet.

Og i øvrigt skal kommunerne lade være med at oprette heldagsskoler for at skaffe fuldtidsstillinger til pædagoger, tilføjede han. Børn har brug for en klar adskillelse mellem skole og fritid.

Det samme mente Solveig Gaarsmand, næstformand for Skole og Samfund. Hun ønskede endvidere ressourcer til mere mødeaktivitet mellem skole og hjem, så forældrene kan blive informeret om den moderne pædagogik, der er så ganske anderledes end den, de selv var udsat for i sin tid. På den måde ville man kunne undgå mange misforståelser mellem skole og hjem, sagde Solveig Gaarsmand.

Borgmester Viggo Nielsen fra Kommunernes Landsforening medgav, at mange kommuner gerne vil have skolefritidsordningspædagoger på fuld tid, fordi 'det er et problem, at de har fri fra 8 til 12. Men det er ikke hovedproblemet', understregede han. Hvad hovedproblemet så er, kom ikke klart frem.

Men som det tit går i sådanne halvvejs showprægede debatter, kom en af de mest medrivende udmeldinger som en løs sidebemærkning, der egentlig ikke havde så meget med sagen, skolestart, at gøre.

'Det er vigtigt, hvilket sprog man bruger om skolen. Jeg synes, der ligger nogle fælder i, at man for eksempel bruger et meget managementorienteret sprog, fordi det er sjældent, man får tænkt til ende, hvad det betyder, det, man siger, når man låner ord, der beskriver en privatøkonomisk virksomhed, som har profit som formål. Det har skolen ikke', sagde undervisningsminister Margrethe Vestager.

'Jeg synes, man skal bruge nogle ord, der er identitet i. Der er ikke meget identitet i at være i indskolingen. Det må være virkelig slemt at være på mellemtrinet, for slet ikke at tale om udslusningen. Den undrende elev må spørge sig selv, hvornår man egentlig går i skole'.

De forsamlede kredsformænd klappede.

Kvalitet i skolestarten

DLF holdt i forrige uge konference om skolestart med udgangspunkt i det papir, som blev sendt ud til kredse og skoler i maj, 'Kvalitet i Skolestarten - oplæg til en stærk skolestart'.

''Kvalitet i Skolestarten' er et initiativ fra Danmarks Lærerforening og udtrykker foreningens ambitioner og politik på skolestartsområdet', står der indledningsvist i oplægget.

'Det er Danmarks Lærerforenings håb, at initiativet lokalt vil kunne danne ramme om en sammenhængende skolestart, der er tilpasset lokale ønsker og behov'.

I konferencen deltog medlemmer fra hoved- og kredsstyrelser.

Enten ... eller

I Hedensted sagde de ja, da de fik tilbuddet om at være med i skolestartsprojekt

Skolechef Peter Hüttel, kredsformand Edvin Gustafsson, overlærer Vera Holst Jensen, pædagog Hanne Nielsen og skoleleder Karl Erik Laursen besluttede sig i fællesskab for at få det bedste ud af 'leg og læring'