Vent ikke til du bliver spurgt

Kom med dit bud på foreningens fremtid, opfordrer projektformand Astrid Schjødt Pedersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi vil spørge medlemmerne, også dem, der ikke kommer af sig selv, men medlemmerne må meget gerne kontakte os og komme med deres bud på foreningens fremtid. DLF's udviklingsprojekt er et kommunikationsprojekt. Det er vigtigt, for at vi kan finde en forståelse og komme videre', siger medlem af DLF's forretningsudvalg Astrid Schjødt Pedersen, der er formand for det udvalg, der står for udviklingsprojektet.

Hun påpeger, at DLF tidligere har haft et par regulære strukturdebatter, der blandt andet har handlet om kredsenes størrelser, funktion og åbningstider, men at udviklingsprojektet er tænkt anderledes.

'Hvad er det, vi vil? Det er udgangspunktet denne gang. Hvilke forventninger har medlemmerne til deres fagforening? Hvilke værdier skal foreningen have? Ligesom når vi tilrettelægger et undervisningsforløb, ser vi på, hvad målet er, og så arbejder vi mod det. Vi vil kortlægge opgaven, og i slutfasen vil vi så tale om, hvordan vi organiserer os. Strukturen kommer også ind, men først senere i forløbet', siger Astrid Schjødt Pedersen.

'Udgangspunktet er, at alt er til diskussion. Intet må være helligt. Alt og alle står for skud'.

Forventningsmøder

Firmaet Dafolo står for undersøgelser og analyser undervejs. Desuden er der nedsat en følgegruppe bestående af hovedstyrelsesmedlemmer, kreds- og ledelsesrepræsentanter, formanden for Lærerstuderendes Landskreds og repræsentanter fra DLF's sekretariat. Følgegruppen er på 22 personer.

På nuværende tidspunkt er der arrangeret en række regionale møder med tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer, og i november er der en arbejdende konference med yngre, nyvalgte, overenskomstansatte tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer.På disse møder bliver der lejlighed til at komme med de forventninger, deltagerne har til fremtidens DLF.

Senere bliver der indkaldt til skolemøder, ligesom følgegruppens medlemmer løbende vil orientere på kredsarrangementer, åbne kurser og andre møder. Der bliver også udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse til medlemmerne.

'Vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvor mange vi skal tale med. Vi vil tage emner op undervejs, og når nye problemstillinger viser sig, kan de blive genstand for en undersøgelse eller et møde. Vi vil prøve at agere hurtigt', siger Astrid Schjødt Pedersen.

Dafolo vil også udføre en 'omverdensanalyse', hvor de vil undersøge, hvordan DLF opleves af omverdenen.

'Nogle kan mene, at vi går i løvens hule ved at spørge for eksempel arbejdsgiverne, hvordan de oplever os, men at vi spørger, betyder jo ikke, at vi skal ændre os efter deres smag. Vi skal vide, hvordan vi bliver opfattet, så vi kan handle ud fra den videnogså. Vi hænger jo ikke frit i luften, vi er en del af et samspil'.

De unge skal med

'Vi er nødt til at kigge på os selv. Decentraliseringen har givet ændringer i kredsene, på skolerne og i den centrale forening, så der er behov for at se på foreningen. Jeg tror også, at alle mener, der er et behov, men det kan da godt være, at vi har forskellige ønsker om, hvor det skal føre hen', siger Astrid Schjødt Pedersen.

'Men det bliver ikke sådan, at vi beslutter noget, udfører det og så færdig. Det bliver aldrig statisk - hvis det altså nogensinde har været det'.

Hun siger, at mange faglige organisationer er i gang med at sætte fokus på sig selv. Nogle påstår, at der ikke længere er behov for organisationerne, når der i samfundet er sikret grundlæggende vilkår for løn og arbejdstid.

'Men jeg mener, fagforeningen stadig har en mission. Man skal se os i samspil med hele samfundet. Der er også en interesse i samfundet for at have store, stærke, faglige organisationer, fordi de betyder noget - i kommunerne, i debatten, i pædagogikken, overalt'.

Astrid Schjødt Pedersen ønsker, at de unge lærere bliver aktive i foreningen.

'Vi skal passe på ikke at stivne i en form. Jeg oplever, at mange unge er aktive på en anden måde, end vi er vant til. De beslutter sig for en opgave, går sammen og løser den med stor energi. De vil noget. Måske vil de også noget med DLF, hvis vi åbner mere for dem. Vi må have plads til andre udtryksformer end dem, vi bruger lige nu. Måske kunne vi invitere unge specielt til møder om bestemte emner, så vi fik deres synspunkter med i debatten'.

Hun har også et ønske om, at alle medlemsgrupper skal kunne opleve, at foreningen har en stor viden om deres hverdag og arbejdsformer.

'Vi skal tale tæt sammen og stadig kunne tale om solidaritet og fællesskab. Det løses ikke kun ved, at hovedstyrelsesmedlemmerne skal ud at undervise i perioder eller konstant have mere undervisning. Det er en illusion. Ingen kan være tjent med at have os på en skole. Vi vil jo hele tiden være væk fra teamet, møderne og klasserne. Vi må kunne finde andre former, der sikrer, at vi kender hverdagen. Men i dag oplever nogle medlemmer, at vi ikke kender deres hverdag, og det må vi tage alvorligt'.

Indflydelse - hvordan

'DLF har som formelt grundlag, at alle kan komme til orde. Vi har medlemsmøder, et tillidsrepræsentantsystem, kredsstyrelserne tæt på og så øverst kongressen. På det formelle plan er der muligheder, men vi kan se, at apparatet ikke altid bliver brugt, og at vi ikke altid har den kommunikation, der er brug for. Også derfor vil vi gerne have nogle bud fra medlemmerne i arbejdet med udviklingsprojektet'.

En af ideerne er at afdække, hvordan man får indflydelse i systemet.

'Tidligere sad vi i råd og grupper som repræsentanter for en gruppe, og beslutningerne blev taget dér. Men nu sker beslutningerne ofte mellem møderne. Det kan virke udemokratisk. Men det sker, fordi tingene besluttes i en løbende proces. Tidligere tog man en beslutning, skrev den ned og udførte den. Alle regnede med, at alle udførte den. Men i dag skal der ageres hurtigere. I dag kan en mediedebat for eksempel vare en uge, og det er vigtigt, at man er med, mens den står på. Det kan betyde, at man må beslutte noget hurtigt på et område. Derfor skal rammerne for de beslutninger være klare'.