Biiiiiip, lyder det med en gennemtrængende elektronisk lyd, og Francesco sætter farten op: 'Vi er nødt til at gå derover nu - hvis man ikke er fremme i klassen ved det andet bip, skal man blive ti minutter længere fredag eftermiddag'.

Francesco og hans klassekammerater på første årgang i Chestnut Grove Secondary School i det sydvestlige London har helt styr på reglerne. Bliver man set i andet end den forhadte skoleuniform med sorte lange bukser, skjorte og grøn sweatshirt, bliver man sendt hjem og får et udsmidningspoint - seks af dem, så er man udvist af skolen for altid.

Francesco Chiaramonti er 11 år. Han er ved at afslutte sit syvende skoleår, for i England begynder man i skole allerede som fireårig. På grund af næseblod er han fritaget for idræt i dag og kan vise journalisten og fotografen fra Danmark rundt på sin skole. Hviskende peger han ind i skolens kantine, hvor fire elever arbejder i fuldstændig tavshed overvåget af en lærer:

'Det er, når man har opført sig virkelig dårligt - så kommer man herned', hvisker Francesco, der dog ikke selv har prøvet denne straf.

Han er en dygtig elev, og hans mor, der er enke, er meget ambitiøs på hans vegne. Det var først og fremmest hende, der ønskede, at han skulle specialisere sig i sprog og starte på både tysk og fransk samtidig, og hun har også en ide om, at han skal på privatskole om et par år. Det er han ikke meget for, men han går målrettet efter en uddannelse som arkæolog og ved godt, at det kommer til at kræve en indsats, hvis han skal komme til at leve af det. I faget science, der omfatter biologi, fysik og kemi, er Francesco i den øverste gruppe - det vil sige, at da han startede på Chestnut Grove-skolen sidste år, var han blandt de elever, der klarede startprøven bedst. Årgangen på 150 elever er delt i klasser i de forskellige fag, efter hvordan de klarede prøven. De har netop gennemført endnu en prøve som afslutning på forårsterminen, og den får betydning for, hvilken klasse de senere havner i.

De rette ord

Lærer Tom Burford gennemgår prøven på en overhead. På hver elevs plads har han på forhånd lagt et grønt, et gult og et rødt kort. Når klassen har talt om, hvad resultatet af en opgave skulle være, skal eleverne rette deres eventuelle fejl på prøvearket og række et kort i vejret - grønt for fejlfrit, gult for det meste af svaret i orden og rødt, hvis opgaven er helt forkert besvaret. Til at begynde med forklarer Tom Burford, at prøven indgår i vurderingen af, hvilken klasse man havner i efter ferien, og så opfordrer han eleverne til at give sig selv et skulderklap, fordi det generelt er gået pænt. I sin gennemgang af prøven lægger han meget vægt på, at eleverne, nu hvor de går i secondary school, skal til at lære at bruge de korrekte betegnelser. For eksempeler han ikke tilfreds med, at mange har svaret, at træerne vokser mindre om vinteren, fordi der er mindre lys og varme - han forlanger et svar, der rummer ordet fotosyntese, ligesom han ikke er helt tilfreds med en en beskrivelse af fordelene ved at bygge et drivhus af glas og aluminium med, at aluminium ikke ruster, og glas er gennemsigtigt - det hedder, at aluminium ikke korroderer, og at glas er transparent.

Undervejs i gennemgangen af de mange spørgsmål afbryder Tom Burford hele tiden sin undervisning for at stoppe elever, der snakker sammen, og få alle til at række kortene i vejret.

'Vi har fået besked af lederen for 7. årgang om, at vi skal gå ind, hver gang der er problemer med disciplinen, så eleverne lærer, hvordan man opfører sig, fra starten. Så jeg bruger meget mere tid på disciplin på 7. årgang end højere oppe', siger Tom Burford, der efter timen har en lang snak med en enkelt elev, som blev sendt uden for døren i timen. En anden må vente imens på et kryds i sin særlige rapport. Han skal bedømmes af hver eneste lærer, han har i denne uge, for at se om han husker at opføre sig bedre over for sine kammerater.

Frafald fra lærerjobbet

Tom Burford er 27 år og universitetsuddannet i biologi. Bagefter har han taget den etårige overbygning i undervisning, som rummer praktikophold i både en primary-skole (for 4-11-årige) og secondary (11-16 år).

'Nu om dage skifter man jo karriere ofte, men jeg tror, jeg bliver inden for uddannelse i en eller anden form. Men at være lærer er ikke en respekteret profession i England, og jeg tror, at halvdelen af mit hold fra studietiden har forladt lærergerningen. De er gået over i forskning, fordi de var trætte af at arbejde hver aften og weekend. Børnenes opførsel er blevet ringere, forældrene tager mindre ansvar for deres børn, og når regeringen gør noget, kommer det altid for sent...', konstaterer Tom Burford.

Selv er han især træt af, hvor få penge der er til rådighed på Chestnut Grove Secondary School. På hans tidligere skole var økonomien langt bedre, men han skiftede job for at prøve kræfter med noget nyt. Samtidig er han blevet viceafdelingsleder i science-afdelingen, en af de mange funktioner, der giver et point på lønskalaen. Det maksimale undervisningstimetal per uge er 25, og Tom Burford har kun 21 skemalagte timer, men i de fire overskydende bliver han tit sat til vikararbejde eller til at vogte over eftersidningseleverne i spisesalen. Undervisningen slutter klokken 15, men han bliver altid på skolen halvanden time længere for at holde hjemmearbejdet nede. De fem lærere i science-afdelingen deler et kontor med én computer - på hans tidligere arbejdsplads stillede skolen en bærbar til rådighed for hver lærer.

Der findes ikke klasselærere, men i stedet er hver lærer tutor for en klasse. Det betyder, at Tom Burford har 28 14-årige, som han skal registrere i protokol hver morgen og efter frokostpausen. Desuden har han dem én time om ugen, hvor han skal sørge for at give dem basal viden om emner som sex, helbred, stoffer - alt det, der ikke hører hjemme i de egentlige fag.

Skoledrama

Det plejer at være blandt doktorer og sygeplejersker på et travlt hospital eller inden for domstole og politi, at tv's dramaserier udspiller sig. Men på engelske BBC1 har den kendte komiker Lenny Henry nu i flere sæsoner haft hovedrollen i serien 'Hope andGlory', der foregår i et helt andet miljø. Han er skoleleder på Hope Park, en fiktiv storbyskole, som han skal forsøge at få på højkant, efter at den er dumpet i regeringens skoleinspektionssystem. For eksempel stilles han i et kæmpe dilemma, da en ung, handicappet sort pige med et iltert temperament og dårlige skolekarakterer søger optagelse på skolen, fordi hendes yndlingslærer har fået job der. At optage hende kan betyde et fald i elevernes karaktergennemsnit og dermed skade skolen.

Serien er populær, og problematikkerne vurderes af de lærere, der har kommenteret serien på BBC's hjemmeside, som værende ganske realistiske.

Det engelske skolesystem

Engelske børn begynder i primary school som fire-femårige. Her varetages undervisningen af lærere, der er specielt uddannet til primary, og her er stort set ingen mandlige lærere. Regeringen har lovet, at klassekvotienten for elever op til syv år inden 2002 er nede på maksimum 30 elever per klasse. Fra eleverne er 11 til 16 år, går de i secondary. Der findes stadig 164 grammar schools i England, som kun optager elever, der har bestået en bestemt eksamen - de øvrige skoler skal optage de elever, der søger, idet omfang de har plads.

Der er to veje til at blive lærer - dels en universitetsuddannelse i undervisning, dels en universitetsuddannelse i et fag suppleret med et års uddannelse i at undervise i enten primary eller secondary. Der er en meget høj organisationsprocent blandt engelske lærere, men de er spredt i en række forskellige fagforeninger, hvoraf de to største er National Teachers' Union og NASUWT. Lærerne har 195 arbejdsdage om året, heraf fem uden elever, og kan pålægges opgaver i 1.265 timer om året. Lærerne har krav på enrimelig frokostpause.