Værdier i virkeligheden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er mit første besøg på en skole efter sommerferien. En udmærket dag. Solen stråler fra den blå himmel, og jeg er gået ud i skolegården, hvor jeg sidder og drikker kaffe af et plastickrus.

Gården er ikke helt, som skolegårde plejer at være. Midti er der en firkantet forsænkning, nærmest som om der var planlagt en guldfiskedam midt i skolegården. Det kan selvfølgelig ikke være rigtigt, så forsænkningen er nok snarere arkitektens forestilling om, at eleverne kan sidde på kanten af forsænkningen og tale sammen på de trin, som danner forsænkningens sider.

Halvvejs nede i forsænkningen ligger der en dør. Hvis der er noget, der illustrerer begrebet 'henkastet', er det denne dør. Den ligger her midt i gården med en selvfølgelighed, der netop kun kan betegnes præcist som arrogant henkastethed. Halvvejs nede ad forsænkningen ligger den på skrå af trinene.

'Det var dog sært', tænker jeg. 'Der ligger en dør midt i skolegården'. Først forestiller jeg mig, at der er nogen, der har lagt den fra sig for et øjeblik siden på vej tværs over gården for snart at vende tilbage til den for at bringe den hen, hvor den hører hjemme. Da jeg går derhen for at kigge nærmere på den, bliver jeg imidlertid klar over, at den må have ligget der længe. Som de fleste andre døre er den fremstillet af finer, der er limet på en ramme af træ. Regnen har opløst limen flere steder, så fineren har løsnet sig og er begyndt at bule op med hjørnerne i vejret som en ostemad i solen. Det ene af hængslerne er flået af.

Det er en af de sidste dage, før eleverne igen begynder i skolen. Der er kursus på skolen i dag for alle omkring 200 lærere i kommunen. De er samlet på skolen for at diskutere værdier. Efter at have læst ministeriets oplæg om værdier i skolen og efter at have lyttet til forskellige mundtlige oplæg er de nu opdelt i grupper, der hver for sig langsomt søger ud i solen og fordeler sig i skolegården, hvor de skal forsøge at opstille en prioriteret liste over, hvilke værdier de synes, at skolen bør have: Ånds- og ytringsfrihed, ligeværd, selvværd, tolerance, fællesskabet og den enkelte, solidaritet og omsorg, selvforståelse og identitet, samtale og diskussion, nysgerrighed, engagement og begejstring, virkelyst og arbejdsglæde, indsigt i og ansvar for naturen.

Jeg forlader døren og går lidt rundt i gården og kigger de forskellige grupper over skulderen. Der er ikke den store uenighed i grupperne. Diskussionerne er afdæmpede, mere begrebsafklarende end udtryk for uenighed og modsætning. Værdierne bliver behandlet en efter en, og det er tydeligt, at der hele vejen igennem er tale om gode, værdifulde værdier, der er værd at værne om. Især begrebet 'tolerance' står højt på næsten alle gruppernes lister. Tolerance er det vigtigste, mener man i de fleste af grupperne.

Efterhånden som de enkelte grupper er blevet enige om, hvilke værdier skolen først og fremmest skal have, rejser de sig og forsvinder igen ind i bygningen med deres papirer: Hvad er en skole uden tolerance? Hvad er i det hele taget en skole uden værdier?

Men ude midt i skolens gård ligger der en dør. Hvor fører den mon hen?

Steen Larsen er psykolog