Carls usikre fremtid

Carl Bohlen skal i gymnasieskole, siger hans forældre. Hans klasselærerinde og skoleleder er ikke enige, men forældrene får det sidste ord

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der står 23 par sko i et lille forrum, men det er hverken et buddhistisk tempel eller en muslimsk moské, men grundskolen i Rahlaukamp i Hamborg-bydelen Tonndorf. Skoene tilhører eleverne i 4. klasse. Der er sparetider, og rengøringen på skolen sker kun hveranden dag. Inden eleverne må betræde deres klasseværelse, skal de tage skoene af. Det er blevet en helt naturlig sag for de unge, deriblandt den 11-årige Carl Bohlen.

Der er lidt uro i klassen. Kun to dage skiller skolens 220 elever og 16 lærere fra sommerferiens begyndelse. De unge har netop fået deres årlige karakterer. Der er ingen tal, men en beskrivelse af elevernes færdigheder. Først fra 5. klasse får de rigtige karakterer. Carl er tilfreds. Han beskrives som en stille elev, som dog mangler koncentration i undervisningen, og når der afholdes mellemprøver.

De enkelte skoler i bystaten Hamborg bestemmer selv, hvordan de vil udforme karakterbogen. Op til 5. klasse kan det være beskrivelser.

Såvel hans klasselærerinde som skolelederen har anbefalet, at Carl burde fortsætte skolegangen på en almindelig folkeskole, men hans forældre har insisteret på, at han efter sommerferien skifter til gymnasieskolen. Skolevæsenet kan ikke sætte sig imod. Deter forældrenes risiko, at børnene måske et eller to år senere må føle det som et nederlag, at de skal forlade gymnasieskolen.

I Forbundsrepublikken har de enkelte delstater den såkaldte kulturbeføjelse. Det betyder, at de suverænt bestemmer over deres skolepolitik. Undervisningsplaner samt skolesystemernes opbygning er derfor forskellige i de enkelte forbundslande.

I Hamborg findes grundskoler op til 5. klasse. Derfra skifter eleverne til folkeskolen eller går direkte til gymnasiet. De har dog mulighed for at flytte såvel fra 6. som fra 7. folkeskoleklasse til gymnasiet. I 5. og 6. klasse i folkeskolen bliver eleverne observeret på forskellige niveauer. Målet er at finde ud af, om de er egnet til gymnasieundervisning.

Carl har ikke gjort sig de store tanker om sin nye tilværelse efter sommerferien. I forvejen spekulerer han ikke så meget på skolen, livet eller fremtiden i det hele taget.

'Nogle gange er skolen kedelig, andre gange god. Det, jeg godt kan lide, er matematik, idræt og samfundsorientering. Der arbejder vi nemlig i grupper og undersøger tingene. Det synes jeg er sjovt. Tyskundervisningen plejer at være uinteressant, og der måtte godt være mere end en computertime om ugen', siger Carl.

Vellidt blandt kammeraterne

Den 11-årige er alt andet end skoletræt, men er heller ikke ivrig efter at være klassens bedste. Han tager det som givet, at skolegangen er hans hverdag her og nu. Lærerne, som i hele Tyskland tiltales med De, synes han ikke er for strenge. Det eneste, derforstyrrer ham en gang imellem, er hans klassekammerater, når de støjer, så det går ud over undervisningen.

Klasseværelset er pyntet med tegninger, som eleverne har fremstillet til bestemte undervisningsemner. De unge sidder ved tomandsborde, nogle er skubbet sammen for at give plads til fire. Piger og drenge sidder adskilt. Det har de selv bestemt. Puberteten er ved at melde sig hos de første piger. Der er enkelte indvandrerbørn i klassen, men det lægger Carl ikke mærke til. Udlændingefjendtlighed er såvel for ham som for hans klassekammerater et ukendt ord. Cirka 15 procent af børnene har en anden baggrund end tysk. Det svarer til bydelen Tonndorfs gennemsnit og er meget almindelig i millionbyen Hamborg.

Carls hverdag starter klokken syv. Han har ikke langt til skolen. Undervisningen begynder klokken otte og varer de fleste dage til klokken 13.30. Han laver selv noget mad derhjemme og kaster sig bagefter over sine lektier. Det tager ham i gennemsnit en tilhalvanden time om dagen. Hans mor og far er begge optikere, og de kommer ikke hjem før først på aftenen. Der er ingen søskende, så Carl er overladt til sig selv.

'Jeg plejer at lege på min computer, men det er ikke kun spil. Jeg har også et stort leksikon, hvor jeg kan bladre og læse', fortæller Carl.

Bøger læser han også, men ikke så tit, og så skal de meget gerne omhandle dinosaurer. Af og til møder han også enkelte kammerater om eftermiddagen. Så spiller de fodbold sammen.

'Han er vellidt af sine klassekammerater. De respekterer hans stille måde', siger hans klasselærerinde, Ines Kopka.

Med sine 58 år ligger hun præcis på gennemsnitsalderen for folke- og realskolelærere i Tyskland. Hun tilhører de 33 procent, som ifølge en meningsmåling fra foråret blandt lærerne i Tyskland har en positiv holdning til deres arbejde. Undersøgelsen viste nemlig, at to tredjedele af de tyske lærere har opgivet eller føler sig udbrændt eller savner tilfredsstillelse ved at være underviser.

28 timers undervisningspligt er hun pålagt. For mange, mener Ines Kopka, idet børnenes adfærd og behov har ændret sig, siden hun begyndte som lærerinde for 31 år siden.

'De unge er blevet mere åbne, mere frie og mere beslutsomme. Der findes ikke længere den undervisning, hvor læreren formidler statisk viden. Jeg forsøger at få de unge til at bruge deres sanser for at lære noget. I dag drejer det sig mere om videnformidling i form af gruppearbejde og ikke mindst om at udvikle en social adfærd', siger Ines Kopka.

Men det betyder ikke, at der ikke findes konkrete undervisningsplaner. Hver uge skal hun udarbejde en nøje beretning, som bliver kontrolleret af skoleinspektøren.

20.000 udbetalt om måneden

Ines Kopka er ikke medlem af en fagforening. For mange år siden deltog hun i et informationsmøde, men det synes hun ikke, hun fik meget ud af. Som de fleste folke- og realskolelærere i delstaten Hamborg er hun embedsmandsansat, og i Tyskland er embedsmænd en magtfuld gruppe, som har sikret sig mange frynsegoder.

De fleste mener ikke, at de har brug for en fagforening.

Som aleneboende lærer og med sin anciennitet får Ines Kopkas det, der svarer til cirka 20.000 kroner, udbetalt om måneden, 13 gange om året. I Tyskland er det kutyme at modtage en ekstraløn op til jul plus ekstra feriepenge. Derudover har embedsmænd en pensionsordning, som sikrer dem næsten samme udbetaling ved fratrædelse. Og de har en bemærkelsesværdig god sikring i tilfælde af sygdom, tilskud til briller, ret til kurophold og meget mere.

Det værdsætter Ines Kopka og venter på en ny klasse, når hun tager fat på et friskt skoleår.-Peter Volgmann er freelancejournalist

Tyske lærere er oppe i årene

Skolepligten i Tyskland ophører ved det 18. år. Den almindelige skolepligt slutter tidligst efter niende klasse. Lærlinge er ligeledes underlagt skolepligten og har normalt en skoledag om ugen i læretiden.

Undervisningsplanerne varierer fra delstat til delstat.

Cirka 75 procent af lærerstillingerne i Tyskland er tjenestemandsstillinger. De fleste lærere ansat på overenskomstvilkår findes i de fem nye forbundslande, det gamle Østtyskland. Derved undgår de pågældende delstater store hensættelser til pensioner samt løbende udgifter til sygesikring og andre sociale goder.

Arbejdsløsheden blandt folke- og realskolelærerne er i øjeblikket næsten nul.

75 procent af lærerne er 40 år og ældre.

Sygdomsbestemte førtidspensioneringer er almindelige. I de fleste delstater er den gennemsnitlige pensionsalder 57 år.

Organisationsgraden ligger ifølge fagforeningen Erziehung und Wissenschaft (Opdragelse og Videnskab) mellem 25 og 30 procent. Mange lærere er dog medlemmer af sammenslutningen af embedsmænd.

Nogle gange er skolen kedelig, andre gange god. Det, jeg godt kan lide, er matematik, idræt og samfundsorientering. Der arbejder vi nemlig i grupper og undersøger tingene, siger Carl Bohlen som bor i Hamborg-bydelen Tonndorf

Jeg forsøger at få de unge til at bruge deres sanser for at lære noget. I dag drejer det sig mere om vidensformidling i form af gruppearbejde og ikke mindst om at udvikle en social adfærd