Seminariekultur under forandring

Projekt til ti millioner kroner har flyttet grænser for samarbejde mellem seminarier og det private erhvervsliv

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad skal en privat virksomhed på et lærerseminarium? Sådan tænkte seminarielektor Birthe Lund, da hun i 1998 hørte, at Novo Nordisk ville bruge ti millioner kroner på at sætte informations- og kommunikationsteknologiske projekter i gang på lærerseminarier.

To år senere ser hun anderledes på det.

'Dengang var jeg kritisk indstillet og noget betænkelig ved, hvad de ville forlange til gengæld. Nu, hvor projektet er overstået, må jeg sige, at samarbejdet har fungeret utroligt positivt. Vi har fået tilført ekstra ressourcer, som har givet os større bevægelsesfrihed, og vi har fået gang i en udvikling, der fører i retning af den lærende organisation', siger Birthe Lund.

Novo Nordisk-projektet er det første større udviklingsprojekt på lærerseminarier, som en privat virksomhed har taget initiativ til og sponsoreret. Birthe Lund, der har været med til at lede det på Aalborg Seminarium, er ikke ene om at opfatte det positivt.

'Denne form for samarbejde rummer en lang række gode perspektiver, specielt når de gennemføres med respekt for hinandens kultur', siger projektleder Kristian Hedegaard, Novo Nordisk.

Jelling og Aalborg Seminarier har deltaget og det med to vidt forskellige projektet hvad angår både opbygning og forløb.

De overordnede fælles konklusioner er, at når der sættes fokus på lærernes kvalifikationsudvikling, så sættes der samtidig fokus på udvikling af organisationen, og at projektet har resulteret i en anden pædagogisk praksis og i større åbenhed lærerne imellem.

'Noget af det væsentligste er, at vi har bevæget os fra en lukket lærerkultur mod åbenhed og en samarbejdskultur. Der er kommet en anden atmosfære over det, der foregår', siger en af projektets ledere på Jelling Seminarium, Niels Jørgen Christensen.

Ændrede studier

I Jelling har man sat fokus på de studerendes kompetence, studieprocessen, seminarielærernes kompetence og institutionskulturen. Alle fag og alle lærere og studerende har været involveret.

Det sidste var ikke nemt, fordi der er langt fra ildsjælenes engagement til, at alle føler et ejerskab. Efterhånden er der skabt bred opbakning og forståelse for nødvendigheden af integration af IKT, og i nogle fag, blandt andet historie og sprogfagene, har fagdidaktikken ændret fagene på centrale områder.

I Aalborg har projektet drejet sig om bestemte fag og enkelte årgange, men erfaringerne er formidlet til hele seminariet. Målene har været at udvikle lærerkvalifikationer, at udvikle kritiske, metodiske redskaber til sammenhængsforståelse, at videreudviklehele seminariet som en lærende organisation præget af selvstændighedskultur og at sprede resultaterne ved at gå i dialog med omverdenen.

Ligesom i Jelling har projektet ført til ændringer. Studieplaner er revideret blandt andet på opfordring af de studerende. Før man kom så langt, var der dog mange frustrationer, der skulle overstås.

'De studerende har brugt masser af tid og ressourcer på fagene i det, vi har kaldt det innovative seminarium. Derfor var jeg meget spændt på deres vurdering. De førsteårsstuderende svarede, at de ville vælge at være innovative igen. En studerende sammenlignede projektet med den grimme ælling, der voksede sig til at blive en smuk svane', siger Birthe Lund.

Det, der mangler

Ud over de to seminarieprojekter har man afprøvet mulighederne for at arbejde i tværgående temagrupper, der har involveret alle landets lærerseminarier. Arbejdet har vist, at der ikke findes en fælles udviklingsstrategi for den teknologiske udvikling. Det slås også fast i den afsluttende rapport, at det ikke er lykkedes at skabe en virtuel samarbejdskultur.

Når det gælder om at trække på rådgivere udefra, har resultatet heller ikke stået mål med forventningerne.

'Seminarierne vil med fordel kunne arbejde videre med at bruge eksterne rådgivere, ligesom de med fordel kan arbejde med og videreudvikle forsøgs- og udviklingsprojekters organisatoriske side. Skal de gode udviklingsmuligheder indfries, kræver det, at man kommer væk fra den lukkethed, der ofte etableres omkring forsøgsprojekter', siger Helle Mathiasen, der er ph.d.-stipendiat ved Danmarks Pædagogiske Universitet og en af de to forskere, der har haft til opgave at følge projektet udefra.

Hun synes, at det er en god ide, at seminarieverdenen bliver 'forstyrret' med projekter af denne art, når blot det er givet, at erhvervslivet ikke blander sig i mål, indhold, planlægning, udførelse og evaluering.-Jan Kaare er freelancejournalist

Konference

Kovo Nordisk-projektet bliver evalueret på en konference i Kolding den 12. og 13. september. Den afsluttende rapport om projektet kan læses på www.nnp.dk. Jelling Seminariums projekt kan læses på www.jellaersem.dk og Aalborg Seminariums projekt på www.aalsem.dk