Ib Brøndahl

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fredag den 14. juli gik flaget på halv på Hovslund Skole. Vores kollega gennem 15 år, Ib Brøndahl var stille sovet ind i hjemmet omgivet af sin kone Pia og deres to børn, Maria og Jeppe. Budskabet kom ikke som et chok, Ib havde været alvorligt syg siden april måned, men på trods af lægernes dom, kæmpede Ib mod kræften i næsten tre måneder. Ib var et stærkt menneske, ikke mindst da han fik beskeden om, at han var uhelbredelig syg. Han ønskede at besøge skolen for at sige farvel til sine elever, han fuldførte opgaven, selv om det var meget svært for ham.

Eleverne var glade for Ib. Han forstod at møde børnene der, hvor de var, og så arbejde ud derfra. Han havde en meget stor viden, ikke mindst fra hans mange rejser, denne viden var til glæde for mange af vores elever.

På lærerværelset var Ib et energifelt, omkring ham var der glæde, grin og et smittende humør. Hvis man befandt sig i Ibs energifelt, grinede man tit og ofte - simpelthen fordi man ikke kunne lade være. Selv om vi havde travlt, var der tid og overskud til humor og latter. Denne evne havde Ib helt indtil sin død, ja, selv dagen inden han døde, hvor vi var nogle, der besøgte ham, havde han humoren i behold.

Selv om Ib var fuld af humor, betød det ikke, at han ikke kunne se dybden i arbejdet og livet. Det kunne han bestemt, det var nok netop en af Ibs stærkeste sider at kunne kombinere det alvorlige med det humoristiske.

Ib kæmpede for at få lov til at være her lidt længere sammen med dem, der betød allermest for ham - hans kone og børn. Derfor går vore tanker til Pia, Maria og Jeppe, som har mistet en god og kærlig mand og far og til Ibs mor Else, som har mistet en kærlig søn. Man siger ofte, at et liv ikke måles i år - men 47 år er for kort et liv.

Uanset, hvor meget vi skriver om Ib, får vi ham ikke tilbage. Han har fået fred, og selvom det er svært, må vi acceptere, at han ikke længere er iblandt os. Vi vil altid huske Ib som en god ven og kollega.

Personalet på Hovslund Skole

Dorit Lorentzen Work