Forskelsbehandling i Californien

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De mest nødvendige forudsætninger for ordentlig undervisning af elever i Californien, der tilhører minoriteter og fattige, er ikke til stede. Sådan begrunder borgerrettighedsorganisationen The American Civil Liberties Union (ACLU), hvorfor den anlægger en kollektiv retssag mod den amerikanske delstat. Det sker på vegne af de oversete elever.

'Forholdene er så dårlige, at hvis disse skoler var fængsler, ville de være blevet lukket', siger ACLU's advokat Peter Eliasberg.

På for eksempel Jefferson-skolen i Los Angeles må fem klasser deles om ét sæt lærebøger i spansk, eleverne har ingen borde, og lærerne er nødt til at betale for elevernes udflugter af egen lomme.

Ifølge stævningen forskelsbehandles de nævnte skoler hvad angår fysiske rammer, materialer og lærerkræfter, sammenlignet med skoler i hvide områder og middelklassekvarterer.

Ifølge Californiens forfatning skal alle skoleelever have lige muligheder.

ACLU udtaler, at det ikke er et spørgsmål om flere penge generelt, men om at ressourcerne fordeles mere rimeligt, således at undervisningsniveauet i minoritets- og fattige områder højnes.

Undervisningsdirektoratet i Californien udtrykker sympati med ACLU's krav. Men direktoratet, som hører under guvernøren, kan ikke selv tvinge skoledistrikterne til at tilgodese skolerne ligeligt. Det kan kun den californiske kongres gøre gennem lovgivning.

Powered by Labrador CMS