Forbud mod praktik i udlandet

Lærerstuderendes Landskreds står uforstående over for Undervisningsministeriets afgørelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Faget praktik kan ikke - heller ikke delvist - henlægges til udlandet.

Der er absolut intet at tage fejl af i det brev, som Undervisningsministeriet kort før sommerferien sendte til alle landets seminarier - med den nye læreruddannelse er der strammet op omkring praktikken, der er blevet mere målrettet mod arbejdet i den danske folkeskole, og det er derfor også meningen, at alle 24 ugers praktik skal finde sted på danske skoler.

'Vi står uforstående over for det her. Vi er meget glade for, at man med den nye læreruddannelse har opprioriteret, forlænget og kvalificeret praktikken, og vi er også meget enige i, at uddannelsen skal målrettes mod arbejdet i folkeskolen, men hvorfor man ikke må tage ud og opleve et andet lands skole og få den vinkel på folkeskolen - det forstår vi ikke', siger formanden for Lærerstuderendes Landskreds Rasmus Møller. Med loven om Centre for Videregående Uddannelser er de professionsrettede uddannelser blevet ligestillet med de akademiske. Og netop med fokus på det professionsrettede synes Rasmus Møller, at det er relevant at få den internationale dimension ind i læreruddannelsen ved at opleve et andet lands skolekultur frem for at opleve dets læreruddannelse, som der fortsat er mulighed for gennem studieophold i udlandet.

Rektor er målløs

Frederiksberg Seminarium er et af de seminarier, der har haft tradition for, at mange studerende tog dele af deres praktiktid i udlandet.

'Jeg er fuldstændig målløs', siger rektor Thøger Johnsen.

'Når man spørger de studerende, hvad i deres uddannelse der virkelig har rykket ved deres syn på skole, så er det udlandspraktikken'.

Frederiksberg Seminarium har samarbejde med skoler rundt om på kloden, og i nogle tilfælde er praktikopholdet med støtte fra Demokratifonden et led i en støtte til udviklingen af demokratiet i de pågældende lande.

'Vi planlægger også at gennemføre udlandsophold næste år, men det vil få en lidt anden karakter, hvor de studerende skal lave en projektopgave på et udenlandsk universitet - men praktik i en lokal skole vil også indgå', siger Thøger Johnsen og henviser til, at undervisningsminister Margrethe Vestager fortsat understreger, at et seminariums rektor kan give merit for dele af uddannelsen - og dermed altså også for faget praktik.

I Danmarks Lærerforening kommer det ikke som nogen overraskelse, at ministeriet tolker bekendtgørelsen om den nye læreruddannelse sådan, at praktik ikke kan finde sted i udlandet.

'Det var jo et forsøg på at stramme op, så der blev en større sammenhæng til folkeskolen. Og vi har altså også haft nogle eksempler på nyuddannede lærere, der stort set ikke havde været ude i folkeskolen i løbet af deres uddannelse', siger formand for pædagogisk udvalg Jørgen Stampe.

'Læreruddannelsen er efter vores mening for kort, og så er man jo nødt til at vælge. Men der er ingen, der siger, at man ikke kan tage på studiebesøg, og det er klart, at man får meget ud af at se på sit eget land og sin egen uddannelse udefra - så det handler ikke om, at vi er os selv nok'.

Forbudet mod praktik i udlandet fremgår ikke af uddannelsesbekendtgørelsen - men der står blandt andet, at faget praktik afsluttes med en bedømmelse, der gives efter en praktikperiode på mindst tre uger på en folkeskole eller fri grundskole - det krav kan efter Danmarks Lærerforenings vurdering ikke honoreres ved praktikophold i udlandet.

I et svar til Folketingets uddannelsesudvalg skriver undervisningsminister Margrethe Vestager:

'Den internationale dimension er selvfølgelig vigtig for en lærer. Men vi ville næppe heller synes, at en udlænding gennem et praktikophold i nogle uger på en dansk skole ville få et dækkende billede af skolen i Danmark. Det samme gælder med omvendt fortegn. Det ændrer intet ved, at et sådant ophold kan være en stor og personligt berigende oplevelse, som også kan sætte sig varige spor af betydning for ens kommende arbejde som lærer. Men studiet af et andet lands skolekultur med henblik på at fastholde professionsperspektivet giver nok et større udbytte, hvis fundamentet er et lidt bredere orienteret ophold end nogle ugers praktik på en enkelt skole. Det sidste giver måske en mere intens oplevelse, men også et snævrere billede af det, man tog ud for at studere', skriver ministeren og henviser til mulighederne for studieuger i udlandet i linjefagene, studenterudvekslinger samt muligheden for, at rektor kan give merit for dele af uddannelsen.

Læreruddannelsen er efter vores mening for kort, og så er man jo nødt til at vælge. Men der er ingen, der siger, at man ikke kan tage på studiebesøg, og det er klart, at man får meget ud af at se på sit eget land og sin egen uddannelse udefra