Skoler kan slås sammen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række borgmestre vil redde små folkeskoler i landområder ved at lade en enkelt skoleinspektør lede flere skoler.

'Vi lever i et tyndt befolket område, hvor mange skolebørn vil få op til tre kvarters transport hver morgen og eftermiddag, hvis vi nedlægger skoler. Hvis vi derimod kan slå nogle skoler ledelsesmæssigt sammen, kan vi bevare dem og samtidig give eleverne et større socialt og fagligt indhold', siger borgmester Holger Hedegaard fra Vinderup Kommune til Ritzaus Bureau.

Jens Færk, formand for Lederforeningen/DLF, er ikke afvisende.

'En selvstændig skole kan udmærket bestå af to-tre mindre skoleafdelinger, der geografisk ligger spredt i kommunen', siger han.

'Ud over en fælles skoleleder vil det dog kræve, at hver skole har en afdelingsleder. Derimod er det ikke realistisk at have én skoleinspektør til at lede to-tre selvstændige skoler. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre for en leder at servicere to-tre skoler med hver sin skolebestyrelse og hver sin ideologi'.