0   165

Fysikbog a la Jules Verne

Forskere, multimediefolk og lærere samarbejder om nyt undervisningsmateriale

Det skal virke igangsættende og fagligt inspirerende. Det skal give et indblik i jeres verden og hverdag. Samtidig skal det være en god fortælling. Der må gerne være et element af Jules Verne, sådan at man har lyst til at læse det', siger Lone Bruun. Hun er projektleder på et nyt undervisningsmateriale, der skal øge interessen for naturvidenskab. Til det formål har Forlag Malling Beck samlet seks naturvidenskabelige forskere, to lærere, et IT-firma på fire personer, to filmfolk og endelig tre repræsentanter fra forlaget.

Sammen skal de udarbejde materialet 'Videnskabet'.

Artiklen fortsætter under banneret

Hver af de seks forskere skal udarbejde et hæfte, der beskriver en del af deres fagområde og giver eleverne mulighed for at opleve personerne bag forskerne.

Minik Rosing er geolog og professor. Han lægger hårdt ud. Hans overskrift er livets oprindelse. Han fortæller, at der for 3,8 milliarder år siden var flydende vand og liv på jorden. Han fortæller videre, at hele jordens ydre miljø er et produkt af det liv, der har været og er på jorden. Minik Rosing behøver ikke at opdigte en historie for at gøre sin hverdag som videnskabsmand interessant. Han studerer de ældste bjergarter i Østgrønland.

'Jeg skriver om mit arbejde, hvor jeg blandt andet er blevet nødt til at skyde en isbjørn, og så kan jeg jo også skrive om andre geologer, der arbejder på eksotiske steder', siger han.

Den næste er astrofysikeren Anja Andersen.

'Jeg har tænkt mig at starte med Adam og Eva, det vil sige big bang', fortæller hun. Hun har også ideer til flere forsøg, men ærgrer sig over, at man ikke kan lave en stjerne i et laboratorium. Derimod mener hun, at eleverne kan lave deres eget solsystem, sætte planeterne i gang med at rotere og så se, hvor lang tid det holder. Pointen er at vise, at vores solsystem er i en så delikat balance, at hvis man fjernede Jupiter, ville flere planeter forsvinde.

Kaare Lund Rasmussen, fysiker og leder af Nationalmuseets Kulstof 14-laboratorium, vil skrive om et mysterium, der optager ham.

'Jeg vil skrive om noget, der skete på to minutter 30. juni i 1908. Der var et himmellegeme, der ramte jordens atmosfære. Jeg vil til gengæld ikke gøre, som Lone har bedt om. Man kan ikke skrive episk om et atom', siger Kaare Lund. Han fortæller videre om, at ingen endnu har opklaret, hvad der helt præcis skete den dag. Sådan fortsætter det med forskere, der skal skrive om ældningsprocesser, vejret og enzymer. Efter at alle har fremlagt deres planer, bliver selskabet opløst. Nu skal der skrives.

Vil fremstille atomreaktor

Marts måned. Stedet er Nationalmuseets Kulstof 14-laboratorium, hvor et sindrigt system af glaskolber, flydende ilt og geigertællere er hjælpemidler til at bestemme tings alder. På nogle gamle aviser ligger potteskår og menneskeknogler. Kaare Lund Rasmussen har skrevet et ufærdigt manuskript og sidder klar til at få kritik. Folk er begejstrede for det, de har set, og går derfor i gang med at diskutere småting. Bagefter skal der videreudvikles på nogle forsøg og modeller.

'Hvad med at fremstille en atomreaktor, hvor man skal sætte kontrolstænger i. Ellers ryger den i luften', siger Kaare Lund. Alle griner, og Bo Sørensen, der er produktionsleder hos IT-selskabet Ultimatum, noterer ideen ned. Han mener nok, det er muligt at lave på en computer, når han bare lige finder ud af, hvordan en reaktor ser ud. Kaare Lund foreslår flere forsøg, som de pædagogiske konsulenter Allan Proschowsky og Charlotte Schuldt afslår som urealistiske i folkeskolen.

'Hvor er det kedeligt, at man kun må lave sådan nogle små forsøg i folkeskolen', siger Kaare Lund og griner.

Der mangler stadig noget i bogen.

'Vi skal have formidlet Kaares inspiration og motivation videre til læserne. Han har ikke svaret på gåden, og det skal gøres inspirerende, ikke virke som et tomrum', siger Bo Sørensen. Charlotte Schuldt er enig.

'De skal finde ud af, hvad der er Kaares mål', siger hun.

Cirka to måneder senere er det problem løst.

Folkene fra Ultimatum, det firma, som står for IT-delen, mener, at Kaare Lund er så god til at fortælle historier, at de vil filme ham. De er endnu en gang mødt frem på Nationalmuseets Kulstof 14-laboratorium. En 1.g'er, Emil Søgaard, er hentet ind for at stille spørgsmål. Kaare Lund Rasmussens lille kontor er overbefolket. Ud over bunker af papirer, bøger og to computere gør to kamerafolk deres til at fylde. Som prikken over i'et tager både Lone Bruun og Anja Østerbye fra Ultimatum billeder med almindelige kameraer, og Bo Sørensen styrer seancen. Efter en del billeder bliver de enige om, at der ikke er plads til de to fotograferende kvinder. Lone Bruun lukker døren.

'Tunguska, take et', siger Bo Sørensen, og Kaare Lund begynder.

'Nu skal du høre, Emil. I 1908 skete der det . . .', siger han. Han fortæller videre om en videnskabsmand, der fik en kosmisk depression, fordi han ikke kunne gennemskue mysteriet om det store brag i 1908. Så ringer telefonen.

'Undskyld', siger Kaare Lund og slår telefonen fra. Han sætter sig igen foran kameraet og fortsætter efter få sekunders tøven historien, der nu er nået til de kæmpe hestebremselignende myg, der hærger på den russiske tundra. Til gengæld slår et højt nys ham ud af kurs, så kameraerne bliver slukket et øjeblik.

Klaptræet klapper igen, og Kaare Lund fortæller engageret, indtil historien er fortalt, og hans del af arbejdet er slut.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet