Idéhistoriker, filosof og uddannelsesteoretiker, nyudnævnt rektor, embedsmand med videre Lars-Henrik Schmidt udtaler til Folkeskolen, at han gerne ser udviklet et nyt forskningsbegreb med praksistæthed. Det kunne give et gys i den nuværende pædagogiske profession, fordi den ny rektor også fastslår, at meget af tidens forskning slet ikke fortjener betegnelsen forskning, men snarere er en researchet journalistik, til almindelig inspiration ganske vist - og uden tilløb til at meddele forskningsbaseret forslag til praksisændring.

Det rejser naturligt nok spørgsmålet om, hvor længe den pædagogiske profession kan nøjes med at reproducere andre forskeres resultater i stedet for selv at producere ny viden? Tidligere betød en universitetsansættelse vel undervisnings- og forskningspligt i aftalt arbejdstidsforbrug, men hvis det bare er god journalistik, der udføres ved en afdeling, hvorfor så ikke ansætte en reporter med særlig interesse for videnskabsområderne og specielt gode evner for at formidle på populistisk måde. Sådanne medarbejdere skriver glimrende vidensartikler med baggrund i videnskabelige forskningsresultater og ville også kunne undervise, hvis det hele drejer sig om reproducering.

Er den universitetsansatte journalist eller forsker, og er det i Danmarks Pædagogiske Universitets interesse, at der tilsyneladende er denne sammenblanding i den pædagogiske profession? Her i Skandinavien er det almindeligt at definere profession på følgende måde: Vi siger, at vi har en profession dér, hvor en bestemt langvarig formel uddannelse erhverves af personer, som stort set orienterer sig mod opnåelse af bestemte erhverv, som ifølge sociale normer ikke kan udfyldes af andre personer end dem, der har denne uddannelse.

Jeg er altid gået ud fra, at ansættelse på den nu tidligere Lærerhøjskole var betinget af, at ansøgeren havde de nødvendige redskaber som metode, teoribehandling, nødvendig specialisering, en række akademiske dyder, der betød, at jobbet netop kun kunne udfyldes af denne specialist på området. Og så sidder han altså bare og oversætter amerikanske pædagogiske teorier og er langt fra Lars-Henrik Schmidts ønske om et nyt forskningsbegreb, 'som accepterer den praksistæthed, som eksisterer i de fleste af de processer, forskningen skal beskrive'.

Lærerhøjskolens mangeårige monopol og nok i sig selv-politik i forhold til pædagogisk udvikling, uden tradition for at samarbejde med andre end sig selv, skal nok give dønninger i den pædagogiske profession, men nyt hoved på Lærerhøjskolens brevpapir kræver måske nye hoveder på personalet, hvis navneforandringen skal føre til sammenhæng mellem teori og praksis.

Torben Thomsen

Aars