Seminarier fyldt op

10,2 procent færre søgte ind på læreruddannelsen i år, men ingen seminarier er i krise

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er 10,2 procent færre, der har søgt ind på lærerseminarierne i år. Sidste år ville 11.222 være lærer, mens tallet i år er 10.077. Alligevel er formanden for Rektorforsamlingen, Per Frimer Larsen, tilfreds.

'Vi havde måske frygtet noget, der var værre, men der er ikke sket uoprettelig skade. Der er ingen seminarier, som kommer i krise, og så kan der stadig blive uddannet lærere i de dele af landet, hvor der mangler lærere', siger han.

Faldet i ansøgere kan delvis forklares med, at ungdomsårgangene er blevet mindre.

'Stigningen, som vi har oplevet op gennem 90`erne, er stoppet, men det er ikke en katastrofal opbremsning, selvom ungdomsårgangene bliver mindre', siger Per Frimer Larsen.

En del af nedgangen er kommet på storbyseminarierne, der stadig har langt flere ansøgere end studiepladser. Frederiksberg Seminarium fik sidste år 1.256 ansøgere, men tallet er i år faldet til 1.051. Blaagaard og Odense Seminarium har også oplevet et fald, ligeså har Per Frimer Larsens eget seminarium, Århus Dag- og Aftenseminarium.

'Det betyder ikke noget for os. Vi har 609, der har søgt vores seminarium som første prioritet, og vi har kun lovet ministeriet at tage 375 studerende ind per 1. oktober. Vi må jo afvise mange kvalificerede studerende', siger Per Frimer Larsen, der håber, at de, der får afslag, kommer ind på de andre seminarier, som færre søger ind på.

Fire steder har man oplevet en stigning. Det er Zahles Seminarium, der er steget fra 1.174 til 1.220, men også de mindre sydjyske seminarier i Haderslev, Ribe og Jelling. Her er Jelling Seminarium det mest populære. Sidste år var der 430, der søgte ind, og i år er tallet øget til 499.

Stadig populær uddannelse

Læreruddannelsen er stadig populær.

'Hvis man laver en procentuel udregning, kan man se, at cirka hver sjette søger læreruddannelsen, og det er da rimelig meget. Så meget fylder vi da heller ikke', siger Per Frimer Larsen.

Han mener, at kommende studerende ofte får inspiration til at søge ind på en bestemt uddannelse ved at tale med andre. Rektorforsamlingen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med ideer til, hvordan de kan få flere ansøgere, og hvordan ansøgerne kan blive fordelt rundt i landet. De skal komme med deres første oplæg på et møde i august. Ifølge Per Frimer Larsen håber de, at gruppen kan komme med ideer, der virker på samme måde som den garantiordning, som seminarierne, der ikke ligger i universitetsbyerne, opererer med.

'Den sikrer faktisk, at der er flere ansøgere, der søger ind på de seminarier, som har ordningen', siger han.

Rektorforsamlingen vil også prøve at sælge uddannelsen bedre.

'Der kunne man forestille sig, at vi sammen med for eksempel Danmarks Lærerforening kunne lave et opråb, når vi nu ved, at der er ledige stillinger, og der vil komme flere i de kommende år', siger formanden for Rektorforsamlingen.