Før dumheden breder sig

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En elev i 1. gymnasieklasse, Julie fra Brønshøj, skrev i foråret et interessant læserbrev til Politiken.

Efter at have gået i gymnasiet i godt et halvt år havde hun erkendt, at folkeskolen ikke lærer sine elever nok. I ni år havde hun kunnet tage sig skolelivet let, men nu var det pludselig 'begyndt at blive ekstremt hårdt', 'Lillefingersnøreri fungerer ikke på samme måde i gymnasiet', fortsatte hun selvironisk, 'og jeg kan ikke følge med på det niveau, som pludselig forventes af mig'.

Hun har ellers befundet sig godt i folkeskolen, hvor kreativitet og personlig udvikling kunne udfolde sig i projekt- og gruppeorienteret arbejde. Gymnasiets undervisningsmetoder virker forældede og konservative på hende. 'Men effektive er de', må hun indrømme. Hun ærgrer sig over, at hun på et halvt år i 1.g har lært mere end i hele forløbet fra 7. til 9. klasse, og opfordrer folkeskolen til at ruste sine elever bedre til det, som venter uden for skolens mure - 'helst før dumheden breder sig', slutter hun.

Mon ikke Julie er ret typisk for skolens kvikke, velfungerende og charmerende pigeelever, som smyger sig gennem grundskolen uden nævneværdig arbejdsindsats, fordi den aldrig blev krævet af dem?

Det interessante er, at hun på baggrund af sit tidligere skoleliv oplever mere effektive metoder som forældede og konservative. Hun mangler endnu at lære, at nyskabelser ikke automatisk er bedre end det, de afløser, skønt de kan være mere indbydende.

Julie er jo langtfra ene om at have ignoreret, at nyttig og nødvendig kunnen og viden ikke kommer af sig selv. Kundskaber og færdigheder siver ikke bare ind i en ved, at man befinder sig i hyggeligt, kreativt, selvudviklende samvær med lige så ukyndige fem-seks timer om dagen i små 200 af årets 365 dage. Først nu er hun ved at lære, at det ikke alene er lysten, som driver værket.

Topidrætsfolk ved det. Træning skal gøre ondt for at gøre godt, siger de. Den kan være monoton og kedsommelig, men den er nødvendig. Soldater ved det. Feltbanen og skydebanen er ikke elsket, men uden dem har man dårligere chancer for at overleve, når det for alvor går løs. Naturforskere ved det. Holdbare opdagelser opnås sjældent uden at prøve, prøve og prøve igen, indtil det måske en dag lykkes. Men børn ved det ikke, hvis de ikke får mulighed for at lære det.

Over indgangen til en skole i Københavns vestegn står indskriften 'Flid baner vejen'. Det vil næppe overraske nogen, at det er mere end 70 år siden, at den blev sat der. Senere blev den slags tanker nærmest usømmelige i mere avancerede pædagogiske og politiske cirkler.

I den sidste tredjedel af det 20. århundrede var det, som om vi glemte Storm P.'s ord om, at intet kommer af intet undtagen lommeuld - og produktion af lommeuld er der vist ikke meget fremtid i.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt

Powered by Labrador CMS