Generelt er 'selvforståelse og identitet', som Margrethe Vestager formulerer det, centreret snævert om fortsættelsen af dansk skoletradition og den deraf følgende tænkning om det danske sprog og dansk nationalitet som målet for skolens påvirkning. I en globaliseret verden kunne der godt åbnes for bare en lille smule verdensborgeridentitet og en mere filosofisk/eksistentiel/religiøs selvforståelse.

Vestager gør vores fælles modersmål til fundament for identitetsdannelsen og giver eksempler på, at vi danskere slår vore knæ, bliver trøstet, giver det første kys og oplever kærestesorger på dansk. Men bortset fra knæet, som vel også kan slås på tysk og fransk, får vore unge flere identitetsskabende kærlighedsoplevelser ved engelsksprogede film og sangtekster. De ægte danske grandprixvindere Noller og Jørgen udtrykker med 'Fly on the wings of love' en perfekt dansk selvforståelse, som forstås i hele Europa.

Ministeren ser det som en væsentlig opgave at fremme en sproglig bevidsthed og identitet, der hverken leder til 'perverteret nationalisme' eller 'kulturel provinsialisme', men derimod fungerer som et værn mod begge. Men hvordan skal vores fælles sproglige bevidsthed kunne bruges til at danne bolværk mod højreekstremisme? Skal skolen sikre, at alle elever forlader den med en viden om, hvad der er stuerent? I dag er det tæt på 30-års-dagen for undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensens startskud til indoktrineringsdebatten, som kyste danske lærere fra at være hele mennesker til værdineutrale vidensmeddelere. Nu skal de danne bolværk mod Pia Kjærsgaard og det, der er værre; dertil kræves i sandhed omstillingsparathed!

Margrethe Vestager mener, at det vil være utilgiveligt, hvis vi forsøgte at påtvinge alle en ensartet dansk nationalitet. Igen tages vinden ud af sejlene. Vi har nogle værdier, men vi må endelig ikke pådutte andre dem, for så er vi ikke tolerante og andre ikke ligeværdige. Måske for at holde afstand til den fæle indoktrinering bruges vendingen, at skolen skal tilbyde viden om vor kultur, litteratur, historie og samfundsudvikling til de danske børn og tilbyde dem med et andet sprog og en anden etnisk herkomst elementer af den danske identitet, så de kan føle sig hjemme i det danske samfund. Men naturligvis under hensyntagen til deres egne kulturelle værdier. Ministerens smukke ord skøjter hen over problemerne. Skal vi tage hensyn til kulturtræk som kvindelig omskæring, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og æresbegreber, der fører til handlinger, som strider mod dansk lovgivning?

Op til midten af forrige århundrede underviste folkeskolen i racelære. I dag taler vi om forskellige kulturer og menneskeheden og dens rettigheder, men kulturforskellene adskiller sig ikke væsentligt fra fortidens raceforskelle. De forskelle burde ikke dyrkes og uddybes, måske skal skolen arbejde på, at der - med grundtvigsk respekt for mindretallet - kan komme noget nyt og bedre ud af forskellenes forening i en hegelsk syntese? Vi har mere til fælles, end vi har indbyrdes forskelligheder. Som forfatteren Carsten Jensen siger det: Når man bliver forelsket, oplever man, at i mødet med den anden bliver man meget mere. Men man oplever også, at man samtidig er ved at miste noget af sig selv. Her er grundmodellen for, hvad det vil sige at møde andre.

Ministerens værdioplæg betoner, at barndom og ungdom har en særlig betydning for selvforståelse og identitet. Fundamentet for, hvad der er godt, sandt og smukt, lægges i barndommen. Heraf følger, at grundlaget skabes i hjemmet. Skolen kan bygge ovenpå, men den kan ikke rette op på alle skader. Den pige, som i sin barndom er blevet kaldt Søren af sin far, fordi han ønskede en søn, kan næppe reddes af en lærer, der påskønner de kvindelige kvaliteter hos eleven.

Når ministeren taler om sproglig bevidsthed som identitetsskabende faktor, ville jeg nok foretrække en stærkere betoning af det indhold, som sproget giver adgang til i form af myter, historie, drama og litteratur.

Værdierne er der allerede, men det er ikke blot ved at nævne dem på remse som en værdikatekismus, at de bliver omsat til virkelighed. Det er ved at blive realiseret i daglig optræden og færden, at lærere kan være eksempler (og måske idealer) for eleverne. Skulle skolen så ikke have mange forskellige modeller for eleverne? Er skolen ved at blive for flinkeskolepræget med et stigende overtal af kvindelige lærere?

De ikke-boglige drenge, som er visuelle, praktiske og kropsligt orienterede i deres perception og indlæring, har store problemer med at opnå et positivt selvbillede i skolens pigedominerede, socialiserende, verbale artighedskultur. Hvordan skal en kvindelig lærer støtte de drenge, når de presses i retning af boglighed og sproglighed? De søde, pæne, nette og nørdede ved jo godt, at de skal arve riget.

90 procent af de elever, der har læsevanskeligheder, er drenge. Hvad nytter det, at de kan spille fodbold, rappelle og køre crosscykel op ad trapperne, når pointene gives for orden, flid og nethed? At ride, skyde med bue og tale sandhed var engang assyrernes opdragelsesideal. Jeg kender mange drenge, der gerne så det ideal genindført.-Ole-Peter Petersen er ledende skolepsykolog

De søde, pæne, nette og nørdede ved godt, at de skal arve riget