Det hele begyndte med, at en mor kom og spurgte, om hendes søn måtte have mobiltelefon med på vores kommende tur til Århus. Det ville lette hans hjemve, sagde hun.

Vi lærere havde ellers talt om, at mobiltelefoner skulle være bandlyst på lige fod med alle mulige andre støjsendere, når vi skulle til Århus med to 6.-klasser.

Men dette her lød jo meget fornuftigt, og desuden kunne mobiltelefoner være en god hjælp, hvis vores 'sønderjyske bondebørn' skulle blive væk under dét, der for flere af dem var det første besøg i en større by.

Altså kom mobiltelefonerne med på lejrskole!

Vi havde på forhånd meddelt, at der ville være visse retningslinier, og at de telefoner, som ikke kunne overholde disse, ville ende på bunden af en lærers kuffert.

Til tider var vi ved at se rødt. Telefonselskaberne må tjene fedt på samtaler i denne stil: 'Hej mor, jeg er i Århus. Nej, det regner ikke. Farvel mor'.

Det var også irriterende, når en elev ikke hørte en besked, fordi vedkommende 'lige talte med kæresten'. I sidstnævnte tilfælde hjalp det, da vi efterlod en telefontalende elev uvidende om indholdet af den afgivne besked, som indeholdt næste mødested.

Men på andre punkter var det ikke så tosset. Eleverne kunne have kontakt med hinanden, og alle vidste, at blev nogen væk, ville det være muligt at 'telefonere sig frem' til vedkommende. Lige at vide, hvordan det stod til derhjemme, var heller ikke helt uvæsentligt.

Som helhed gik det godt. Vi kunne acceptere de efter vores mening overflødige samtaler, når blot børnene overholdt de afstukne retningslinier. For eksempel var alle telefoner slukkede i Århus Domkirke, under rundvisningen på Moesgård Museum og ved bordet.

De medbragte vidundere gav ikke blot tryghed og hygge for børnene, men også morskab for lærerne. Under oprydningen lå der en telefon i en vindueskarm. Den blev stille listet i en lærers lomme. På telefonlisten kunne vi se, at mobilen tilhørte en dejlig pige, som godt kunne tåle lidt drilleri. Og så afventede vi begivenhedernes gang. Lige før opbrud blev der hektisk aktivitet hos hende. Hun rodede i rejsetaske og lommer, mens hun underrettede kammeraterne. En af disse fik den lyse idé at ringe nummeret op, og det var med et bredt grin, jeg trak den ringende telefon frem. Hun undgik ikke adskillige opkald under hjemturen fra sin klasselærer 'bare lige for at høre, om hun nu havde sin telefon'.

Om vi ville gøre det igen? Jo, det tror jeg nok. Man skal bare have gjort sig klar på forhånd, hvad man vil/ikke vil acceptere, og have afstukket fælles retningslinier, som konsekvent bliver overholdt. Som teknikken og tiderne er, er mobiltelefonerne med garanti kommet for at blive, og vi må lære at leve med dem på godt og ondt samt udnytte de fordele, de helt klart har. Der var 28 børn med på lejrskole og 26 telefoner. Så vidt vides har de to mobiltelefonløse elever ikke taget varig skade!

Inge Christensen

Carsten Pedersen

Egernsund Skole