Som lærerstuderende i Ribe er jeg meget frustreret over den intetsigende evalueringsform, vi er underlagt. Ser man helt firkantet på evalueringen, så har den til formål at rangere de studerende i forhold til hinanden, så fremtidige arbejdsgivere kan få et reelt billede af den jobsøgende, og hermed må man allernådigst sikre, at karakteren er udtryk for det, den angiver. Evalueringsformen er dog i høj grad udtryk for tilfældigheder, og grotesk er det, at passive og ikke tilstedeværende studerende ofte render af med tocifrede karakterer (som de i øvrigt selv erkender er helt i skoven). Noget, der burde sættes en stopper for, og noget, som ikke hører til sjældenheder. Må tilfældighed sættes i band. Må indsats blive bedre belønnet.

Ikke nok med at de mundtlige eksamener er yderst tilfældige, de er ligeledes rene undervisningsdræbere, idet det sidste halvår inden eksamenstiden mere eller mindre er spoleret af eksamenstanker og manglende undervisningsdeltagelse, og karakteristisk er det for den sidste tid, at kun en tredjedel af klassen deltager i undervisningen, resten skriver opgave og stresser naturligt nok over eksamen og forberedelsen til denne endegyldige halvtimesforestilling, hvor deres fremtid groft sagt skal afgøres. Ikke underligt, at undervisningsdeltagelsen i denne tid falder. Ydermere er tendensen, at der foretages skridt i retning af at nedskære undervisningen til fordel for flere timer til eksamensvejledning. Dette er et udtryk for, at seminariet mere hælder til styrkelse af eksamensresultatet - 'facademaleriet' - frem for den egentlige uddannelse af os til gode lærere med en solid teoretisk baggrund. Gad vide, om man i fremtiden kan købe sig til en lærereksamen?

Jeg så helst, at bedømmelsen var en karakter baseret på et gennemsnit af alt lige fra mindre afleveringer, større opgaver, fremlæggelser og en vurdering af den studerendes aktive deltagelse og engagement i timerne.

Fordelene ved en sådan evalueringsform er indlysende. De studerende ville få en karakter svarende til evner og reelt arbejdsniveau, hvilket ville give folkeskolerne bedre vilkår for at vælge netop den lærer, som passer på deres ønske. Ham, der arbejder, ville blive retfærdigt belønnet, og ham, der sidder på hjul, ville se sin skæbne og komme ud af slipstrømmen. Desuden ville en sådan form for undervisning foregå under langt mere indbydende og afslappede forhold, primært i foråret, hvormed de studerendes læringslyst og motivation helt givet ville forøges. Dette ville igen føre til en bedre og mere interessant undervisning som følge af større engagement og sikkert også en undervisning, der for alle parter ville være sjovere at deltage i. Alt sammen ville igen, og vel nok vigtigst af alt, resultere i langt bedre folkeskolelærere, hvilket man kunne fristes til at kalde en positiv sidegevinst ved retfærdighedens komme.

Ole Zoltan Göller

lærerstuderende

Ribe