Debat

Politisk cirkus

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er gået politisk cirkus i ny bekendtgørelse om skolevejledningen. Undervisningsministeren plejer ellers ikke at optræde som nogen leddeløs dukke, men penge kan godt forstyrre en politisk artists arbejde i manegen.

I Folkeskolen nummer 22 oplyses, at da Kommunernes Landsforening forlangte økonomisk kompensation for ekstra opgaver til skolevejlederne, blev kravet om årlige individuelle samtaler i 6.-8. klasse fjernet.

Uddannelsesbogen fra 6. klasse for hver elev er dog fastholdt, siger DLF's næstformand Stig Andersen, så han finder, at det alligevel bliver nødvendigt at styrke vejledningen, men giver ikke noget svar på, hvor pengene skal komme fra. Her kunne være tale om en politisk ordækvilibristisk øvelse i bedste cirkustradition - balanceøvelse for DLF-medlemsplejens skyld.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det hele kunne have været undgået, hvis praktiske folk på gulvet var blevet spurgt. Jeg har indtil nu kun mødt en stille hovedrysten blandt kolleger i forhold til bestræbelsen på at etablere en tidlig vejledning. Alligevel blev den politiske beslutning taget, og årsagen er nok den enkle, at ministeren i sådan en sag konsulterer interesseorganisationen, som på grund af volumensyge mister enhver dømmekraft i forhold til virkeligheden.

Tænk engang, at voksne kan forestille sig en såkaldt uddannelsesbog igangsat i 6. klasse uden rigtigt at vide, hvad den kan bruges til. Tiden dyrker ganske vist formen og mindre indholdet, men for den praktisk handlende lærer, der skal stå til regnskab for indholdssiden over for forældre med videre, er det mere end ubehageligt at lægge navn til et indhold, som ingen ser formålet med.

Ministerakrobatiske øvelser kan ikke skjule, at kommunernes manglende lyst til at finansiere en styrket vejledning har noget at gøre med et uigennemtænkt produkt. - Og så er det hele slet ikke så dårlig en forestilling endda.

Torben Thomsen

Aars