Per Schultz Jørgensen fratræder

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Per Schultz Jørgensen fratræder sin stilling som professor ved Danmarks Lærerhøjskole. Han har valgt at holde op, tre år før han bliver tvunget til det på grund af alder, og vil blandt andet bruge tiden på at skrive en bog om socialpsykologi.

Per Schultz Jørgensen er især kendt for at have bragt børns forhold til diskussion. Han beskæftiger sig med børn og familieforhold, kultur, skole, marginalisering og sociale belastninger. Han er især kendt som formand for Børnerådet, og den post beholder han indtil videre.

Han var medforfatter til rapporten 'Risikobørn', som det Tværministerielle Børneudvalg udsendte i 1993, og til 'Skoletrivsel blandt 11-15-årige børn i Danmark'.

Per Schultz Jørgensen blev professor på Lærerhøjskolen i 1991. Færdiguddannet som lærer i 1953, cand.psych. i 1968 og dr.phil. i 1983.

Han er hovedredaktør af tidsskriftet 'Nordisk Psykologi', har siddet i Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd, Team Danmarks Forskningsudvalg og Idrættens Forskningsråd.

Per Schultz Jørgensen holder afskedsforelæsning på Danmarks Lærerhøjskole torsdag 15. juni, klokken 15.