Flere kan kontrolleres

Rigspolitiet og Justitsministeriet lemper adgangen til offentlige straffeattester på skoler og i daginstitutioner

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nye retningslinier hos Rigspolitiet betyder, at kommunerne fremover kan indhente den vidtgående offentlige straffeattest, når de ansætter personale på skolerne.

Hidtil har kun lærere og andre med en undervisningsfunktion kunnet kontrolleres, men Rigspolitiet og Justitsministeriet vil ændre forskrifterne, så alle, der arbejder i daglig, direkte kontakt med børn og unge, kan få straffeattesten kontrolleret.

'Ændringen af forskrifterne vil formentlig ske allerede inden sommerferien', oplyser politimester Peter Carpentier, Rigspolitiet.

Den ny praksis kommer, efter at Vallensbæk Kommune havde bedt Justitsministeriet om ret til udvidet kontrol af for eksempel pedeller, skolesekretærer, bademestre og bibliotekarer.

Daginstitutionsområdet har allerede indført ny praksis. Fremover kan offentlige myndigheder indhente den vidtgående, tiårige, offentlige straffeattest på alle, der har daglig, direkte kontakt med børn og unge i daginstitutioner, døgninstitutioner og rådgivningscentre. Herunder hører også skolefritidsordninger.

Indtil i dag har kun ansatte med en pasningsrelation eller et pædagogisk ansvar kunnet kontrolleres.

'Hermed lægges op til en ny praksis. Hvad det præcis betyder i forhold til de forskellige faggrupper, må komme an på en konkret vurdering, men at personkredsen er udvidet, herom hersker ingen tvivl', siger fuldmægtig Kim Henrik Holst, Justitsministeriet.

Vallensbæk har modtaget Justitsministeriets svar med tilfredshed.

'Vi kan nu bede om en offentlig straffeattest fra stort set alle de grupper, vi har ønsket. Men der er stadig en del gråzoner. Det gælder eksempelvis rideskoler, bibliotekarer og idrætshaller, der ikke har direkte tilknytning til skoler', siger Finn Jeppesen Kemp, souschef i Vallensbæk Kommunes personaleafdeling.-Ib Keld Jensen og Tonni Vinkel Sørensen er freelancejournalister