Behov for 45 milliarder kroner

DLF og Skole & Samfund foreslår seksårsplan for udbygning, modernisering og renovering

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

40 til 45 milliarder kroner skal der til, hvis alle landets kommuner skal tilgodese udviklings- og renoveringsbehovet på skolebygningerne, siger Danmarks Lærerforening og Skole & Samfund, der sammen har udarbejdet et materiale om folkeskolens bygninger.

Her foreslår de en seksårsplan for udbygning, modernisering og genopretning af folkeskolens bygninger. Der må gøres noget nu, mener de to organisationer, der skriver, at beløbet er reelt, men måske næppe realistisk.

De fremhæver, at det stigende elevtal medfører pladsmangel, at nye undervisningsformer giver ændrede lokalebehov, og at den mangelfulde vedligeholdelse af skolerne nødvendiggør en genopretning.

Omkring 70 procent af klasselokalerne i folkeskolen er på mellem 42 og 48 kvadratmeter. De er bygget i en tid, hvor læreren sad ved katederet og underviste elever fast placeret på rad og række. Men det er ikke holdbart længere, mener de to organisationer.

Tre kommuner fremhæves i pressemeddelelsen for at have udarbejdet udviklingsplaner på skoleområdet. Det er Kolding, Gentofte og Svendborg, der har beregnet, hvor meget det vil koste at modernisere og renovere skolerne. Det er tallene fra disse tre kommuner, der er søgt overført til landsplan og dermed giver de 40-45 milliarder kroner.

Lærerforeningen og Skole & Samfund anbefaler, at Finansministeriet og Kommunernes Landsforening nedsætter en hurtigtarbejdende analysegruppe til at undersøge skolebygningerne og behovet for modernisering samt renovering. Organisationerne anbefaler desuden stærkt, at brugerne involveres i byggeprojekter, at de projekterende har et grundigt kendskab til skolelovgivningen, så de tager udgangspunkt i den pædagogiske udvikling, og at der anvendes konstruktioner og materialer, der kan holde til det store slid, der er på en skole.hela

Powered by Labrador CMS