Millionerne hober sig op

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden 1997 har der været afsat 12 millioner kroner om året til at give praktiklærerne i folkeskolen en egentlig praktiklæreruddannelse - men millionerne står bare og hober sig op, og heller ikke i år kommer uddannelsen i gang. Der mangler stadig en 'afklaring af de nærmere forhold omkring finansieringen af uddannelsen', lyder det fra Undervisningsministeriet.

'Vi sidder og arbejder på den bedst tænkelige løsning', siger kontorchef i ministeriets økonomistyringskontor, Peder Michael Sørensen.

'Det er vores opgave at sikre, at skatteyderne får mest muligt ud af pengene, så flest mulige lærere kommer igennem uddannelsen på den kortest mulige tid, og det er jo ingen sag at starte den slags forkert. Nu ligger det fast, at uddannelsen ikke kommer i gang til 1. august, og det betyder, at vi har lidt mere tid til at finde en god løsning'.

Bekendtgørelsen om uddannelse af praktiklærere til læreruddannelsen blev færdig i december sidste år. Det er meningen, at uddannelsen skal give merit svarende til en kvart pædagogisk diplomuddannelse.