Succes for Buernes Børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Høje-Taastrup Kommune kørte i 1998-1999 et alternativt aflastningsprojekt for børn med særlige behov. Resultaterne er netop udgivet i en rapport. Den konkluderer blandt andet, at børnene er blevet bedre til at bruge deres fritid konstruktivt, og at de har fået et bedre forhold til kammeraterne og til skolegangen. Omdrejningspunktet for projeket, der hedder 'Buernes Børn 2000', har været en koloni, hvor 15 af kommunens børn i alderen ni til elleve år har tilbragt en weekend om måneden sammen med tre pædagoger og en økonoma. Det foregik i en spejderhytte ved Farum i et område, hvor der var store udfoldelsesmuligheder. En mor udtalte til rapporten:

'Det var ikke sundt for min søn før. Han er vokset op i et hus med damer. Jeg går ikke ud og fisker eller spiller fodbold eller sidder og snitter i træ med min søn. Vi sidder og syr og bager, og det er ikke sundt, vel. Han var glad, når han kom hjem med store blå mærker på sine ben, fordi han havde klatret i træer, var faldet og havde været en rigtig dreng'.

Læs mere på Folkeskolens hjemmeside.