"Jeg glæder mig over den store interesse for at afprøve nyt i folkeskolen og forventer mig meget af blandt andet læseforløbene og undervisningsassistenter. Jeg håber på, at vi får mange gode erfaringer, så undervisningsassistenter kan blive et fast element i den danske folkeskole til gavn for både elever og lærere", siger undervisningsminister Bertel Haarder.
Lærerstuderende som undervisningsassistenter
DLF og BUPL kom i foråret med et en præcisering af, hvad de mener bør være undervisningsassitenternes rolle. De opdelte assistenterne i lærerstuderende, skolepædagoger og praktisk medhjælp.
"Vi vil gerne stå sammen om at holde på, at vi skal have nogen, der har pædagogisk uddannelse, når det gælder arbejdet med børn i skolen", lød det fra konsulent i DLF Åse Bonde.
I de forsøg, som modtager penge fra Undervisningsministeriet er det en bred vifte af mennesker, der skal fungere som undervisningsassistenter.
I seks kommuner er det lærerstuderende, som skal støtte svage elever sammen med lærerne i klasserne. Andre kommuner vil bruge pædagoger til samme opgave. Og en del steder er der tale om assistenter, som skal hjælpe til i frikvarterer, i lektiecafeer og i overgangen til fritidsordningen.
Turbodansk og it
Puljen på i alt 63 millioner kroner til skoleudvikling er skabt af partierne bag globaliseringsaftalen for at styrke svage elevers udbytte af undervisningen og for at få flere til at tage en ungdomsuddannelse. Projektet er opdelt i fem delprojekter: undervisningsassistenter/lektiehjælp, intensive og motiverende læseforløb i grundskolen - turbodansk, erhvervsklasser, it-støttede undervisningsformer og lokale taskforces for skoleudvikling.
I de nuværende projekter er der givet penge til 13 forsøg med turbodansk og der er givet henholdvis 2,3 og 1,2 millioner kroner til it-støttede undervisningsformer og udvikling af lokale taskforces for skoleudvikling.
Forsøgsperioden er fra 2009-2011. Til december 2009 er der en 2. ansøgningsrunde.
75 skoler får penge til forsøg med blandt andet undervisningsassistenter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.