Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening har nu indkaldt til en stor F2000-afslutningskonference den 19. september i Bella Centret, hvor erfaringerne fra projektet skal diskuteres. Der er også kommet en midtvejsevalueringsrapport med status over kommunernes arbejde med 'Folkeskolen år 2000'.

På den baggrund er det vel meget rimeligt, at vi også internt i DLF forsøger at få et overblik over, hvad vi som både lærere og organisation har fået ud af at gå med i 'dette forpligtende samarbejde'.

En intern evaluering er også nødvendig, fordi regeringspapiret 'Det holdbare samfund' fra februar i år mener, det er 'afgørende, at der sker en fortsættelse af samarbejdet mellem kommunerne og lærerne om kvalitetsudviklingen i skolen'.

Regeringen ønsker således en fortsættelse af samarbejdet, og hvis vi skal tage stilling til det, må vi have en snak om, hvad der var godt og skidt. Jeg synes, det ville være godt, hvis medlemmerne blev inddraget i den snak. Og det er der så måske en lejlighed til at gøre fra nu og frem til kongressen i oktober.

Jeg må tilstå, at jeg aldrig har været vild med F2000-projektet. Der har været for mange store ord og fedt flæsk i det samarbejde.

Undervisningsministeriet holder festtaler, finansministeren kræver nedsat F-tid, og KL jagter pausetiden. Det er en smuk treenighed.

Men selvfølgelig skal vi også som fagforening forsøge at samarbejde med de arbejdsgivere, vi nu har, for at skaffe de bedste rammer for vores arbejde.

Spørgsmålet er, på hvilke betingelser samarbejdet skal foregå?

Vi kan efter min mening ikke fortsætte et 'forpligtende samarbejde om kvalitetsudvikling' med to parter, som i den grad er uforpligtede. Staten og KL har, som alle ved, midt i F2000-forløbet centralt lavet en aftale om, at der generelt skal spares på skolen, ved at udgiften per elev skal reduceres over en årrække. Først slår man en hel masse store pædagogiske brød op - og når der så skal bages, så skruer man ned for varmen.

En ændring af denne aftale må simpelthen være lakmusprøven på politikernes troværdighed i forhold til alle løfterne om kvalitetsudvikling og en bedre folkeskole. Hvis man i en situation, hvor samfundsøkonomien går strålende, fastholder, at der skal spares på den enkelte elev i folkeskolen, så hører alting op.

Tværtimod må vi stille konkrete krav til statens og kommunernes deltagelse i en eventuel fortsættelse af et 'F2000-arbejde'. Det kunne for eksempel være krav om, at den stigende klassekvotient reduceres ved, at det centralt fastsatte maksimale elevtal per klasse nedsættes fra de nugældende 28 elever til maksimum 22 elever per klasse.

Reglen om maksimum 28 elever er vel også den eneste bestemmelse, der har overlevet fra 1957-loven. Der skal måske stilles andre betingelser for et fortsat samarbejde, men det er vigtigt, at vi får god tid til debat og afklaring af F2000-arbejdet og de fremtidige perspektiver - både i hovedstyrelsen, i kredsene og på lærerværelserne.

Peter Hess-Nielsen

medlem af DLF's hovedstyrelse