Problemet er, at vi i dag har langt flere børn med problemer i indskolingen, end vi havde for 30 år siden. Den kendsgerning var professor Niels Egelunds udgangspunkt på en høring for nylig. Og så starter jagten på en passende årsag hertil. Det er altså ikke pengene, der mangler. Økonomisk har vi verdens bedste skole. Det vidste vi ikke. Men det ved Egelund og den samlede regering. Årsagen kan heller ikke findes hos forældrene eller hos børnene selv. Forældrene har ganske vist ikke tid til deres børn. Men her plejer vi at lave en fiks henvisning til udviklingen, som vi jo ikke kan styre. Og at placere årsagen hos børnene er alt for deprimerende og alt for vanskeligt at tackle. Altså ligger ondets rod i selve skolen. Men pas nu på. For vi har jo indrettet skolen på den mest børne- og undervisningsfjendske måde, hvor vi som påvist andet sted formeligt producerer tabere i begge ender af skalaen. Men glem det. For udeltheden er og skal altid være et gudeviet tabuområde. Så forstår jeg godt, at Egelund er i så stor en knibe, at han er tvunget til at konstruere et rædselskabinet, hvor børn møder pædagoger, før fanden får sko på. Senere møder de lærere. Og atter senere et nyt kuld pædagoger. Og når bare man bruger de rigtige ord rigtigt, kan enhver få øje på denne arrangerede ødelæggelse af børns tilværelse. Nej, så ligger problemernes løsning i den entropiskabende, udflydende, til kedsomhed grænsende helhedsskole, hvor folkeskolelovens ensgørelsesmål virkelig er sat i system. Børn må ganske enkelt ikke udsættes for anden variation i hverdagen end de af personalet arrangerede. Et begivenhedsfyldt, kunstigt arrangeret helhedshelvede, hvor voksne tror fast på, at børn stortrives.- Dette er fagre nye verden. Lige indtil vi opdager, at den slags overgreb naturligvis ikke løser nogen problemer. Vel nærmest tværtimod.

Vagn Madsen

Brønderslev