I anmeldelsen af min bog 'Skolepolitik' (Folkeskolen nummer 19) rejses en politisk diskussion om min manglende dialektik mellem det statslige og det lokale niveau - et forhold, som også Københavns Lærerforenings formand Jan Trojaborg tager fat på i sit efterskrift til bogen.

Argumentet for en central styring af skolen er at kunne holde dårlige kommuner i ørerne, så børnene ikke får ringere udviklingsmuligheder. Kvaliteten og dermed skolerne skal være ensartet. Nationale - i et videre perspektiv EU-formulerede - målbare, faglige standarder for undervisningen og dens resultater på hvert enkelt klassetrin, kontrolleret og offentliggjort af det nationale evalueringsinstitut, bliver perspektivet. Lærernes centrum for skoleudviklingen bliver Danmarks Lærerforenings forhandlinger med stat og kommuner.

Stat og kommune skal spille en rolle i udviklingen af skolen, men ikke forme dens ansigt og sjæl. Min vision er skolen som forlængelsen af hjemmet, de lokale fællesskaber og lokalsamfundets virke - tilknytningen til civilsamfundet bør betones i dagens debat.

Skolen hverken kan eller skal løbe fra at være et velbegrundet og centralt politisk projekt for videreførelse og forandring af samfundet. Det er her vigtigt, at vi alle også definerer os som samfundsborgere, og at vi afbalancerer udviklingen af skolen som et politisk anliggende for borgerne og deres repræsentanter; et brugeranliggende - og ikke forbrugeranliggende - for eleverne og deres forældre og en professionel affære for pædagogisk uddannede lærere.

Værdigrundlag, virksomheds- eller udviklingsplaner, klassers årsplaner bør fødes af diskussioner blandt involverede lærere, elever, forældre og andre. Værdigrundlaget og planernes 'vigtigste opgave er således at være en referenceramme for deltagernes fælles og kontinuerlige planlægning, selvevaluering, prioriteringer og pædagogiske debat', således som det er formuleret i forslaget til en ny målsætning for Københavns folkeskoler.

Professionen som lærer er andet end at undervise. Lærerne skal aktivt deltage i beslutninger og diskussioner med forældre og skolens omgivelser om deres samfundsmæssige praksis i udviklingen af fremtidens skole. Det er vel dybest set målet med det nye seminariefag 'Skolen i samfundet' at ruste de kommende lærere til denne opgave, hvilket er begrundelsen for mit ønske om brugen af bogen også her. Lærebog og debatbog, fugle- og frøperspektiv, jeg indrømmer, at det stritter. Det er en styrke og en svaghed, således som anmelderen meget fornuftigt formulerer det.

Jeg tror ikke et øjeblik på, at en central styring af skolen vil være den bedste garanti for kvaliteten og for lærernes løn- og arbejdsvilkår, der er dybt forbundet med det første. Det omgivende samfunds værdsættelse og prioritering af skolen kræver, at den er tæt på græsrødderne. Bliver skolen en statsligt leveret vare, vil omgivelserne opføre sig som forbrugere, der kræver (overfladisk) kvalitet og i øvrigt helst ikke vil betale, hvad det koster. Modspillet bliver læreren i rollen som den traditionelle lønarbejder. Det bliver et tab for de kommende generationer.

Per Bregengaard

skoleborgmester, København