Grund til bekymring

'Gummiagtige formuleringer' i uddannelsesreform lægger slør over fremtidens efter- og videreuddannelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis der er en ting, som undervisningsminister Margrethe Vestager og ledelse og medarbejdere på de otte lokalafdelinger af Danmarks Lærerhøjskole er enige om, så er det, at der er grund til bekymring.

Reformen af de mellemlange videregående uddannelser efterlader nemlig DLH-afdelingerne, der står for mellem 85 og 90 procent af lærernes efteruddannelse, i en uafklaret tilstand.

'Jeg kan godt forstå, at DLH-afdelingerne er bekymrede. Vi har jo ikke lavet et Danmarkskort, der sikrer dem tilknytning til et CVU', sagde ministeren, da reformen blev bekendtgjort.

Margrethe Vestager mener dog, at afdelingerne indtil videre er 'trygt tilknyttet' Danmarks Pædagogiske Universitet.

Sådan ser lederen af DLH's afdeling i Århus, Dorrit Christensen, ikke på det:

'Reformen er fyldt med gummiagtige formuleringer, når det gælder efter- og videreuddannelse. DLH-afdelingerne står helt sikkert svagere end før. I DPU-regi vil afdelingerne være overladt til en institution, der ikke har efter- og videreuddannelse som mål, og så forskellige som dannelsen af CVU'ere kan blive, kan afdelingerne nemt komme til at ende som et stedbarn overladt til sig selv og uden gode venner til at holde i hånden.'

Store forskelle

Fremtiden kan i følge Dorrit Christensen komme til at se sådan ud:

Få seminarier indgår en fusion, nogle slutter sig sammen i netværk, andre forbliver selvstændige institutioner og atter andre vælger at gå sammen i et betinget CVU som giver frihed til at trække sig ud igen inden for de første fem år.

'Hvis partnerinstitutioner i et betinget CVU beslutter sig for at gå hver til sit, og det forudser jeg vil ske nogle steder, hvad så med DLH-afdelingen? Resultatet bliver under alle omstændigheder forskellige løsninger rundt omkring i landet med fare for, at efter- og videreuddannelsen bliver forringet', siger hun.

Afdelingslederen kan godt se perspektiver i at oprette CVUér, men det må ikke ske på bekostning af efter- og videreuddannelsen. Derfor bør det sikres, at den enkelte DLH-afdeling forbliver en enhed med egen ledelse, egne medarbejdere og egen økonomi, uanset om det er i forbindelse med et CVU eller ej. Den bedste løsning er måske at flytte afdelingerne ind under paragraf 12 i universitetsloven, der handler om oprettelse af selvstændige institutioner.

'Ved at placere os som en selvstændig institution under universitetsloven på samme måde som Børnebogscenteret på DLH er det, vil vi kunne opnå den nødvendige organisatoriske base, så vi kan klare os, selvom vi mister det netværk, vi er en del af i dag', siger hun.

Efter at have set udkastet til lovteksten, mener konsulent i Danmarks Lærerforening, Thomas Seeberg, at uddannelsesreformen kun kan være første skridt af mange på vej mod CVUérne.

'Ingen kan vide, hvordan CVUérne kommer til at se ud udfra det, der står skrevet. Det er vanskeligt at forudse, om aktørerne vil kunne finde sammen om nogle centre, der er så forankrede, at de kan danne rammen om DLH-afdelingerne' siger han.

DLH-afdelingerne kan vanskeligt være underlagt DPU i flere år. Hvis det bliver nødvendigt, går DLF derfor ind for, at de bliver selvstændige under universitetsloven.

Kommunernes Landsforening ønsker ikke at kommentere sagen, før man har fået besvaret en stribe spørgsmål til undervisningsministeren, oplyser vicekontorchef Helene Bækmark.-Jan Kaare er freelancejournalist