Intet salg af film til skolen

Filmbranchen undrer sig over, at skolerne ikke køber de gode film

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Publikum strømmer i biografen og ser i stort tal både danske og udenlandske film. Men når skolerne får tilbudt de samme film til brug i undervisningen, standser succeshistorien. Der er ikke salg i titler som 'Barbara', 'Dansen med Regitze' og 'Pizza King'.

Distributøren DBC medier har kun solgt 400 filmkassetter, siden 1.800 skoler og amtscentre i februar fik tilbudt at købe en lang række gode danske og udenlandske filmtitler. Det er næsten en halvering i forhold til i 1991, da DBC medier sidst udbød spillefilm til skolebrug. Dengang henvendte DBC medier sig endda kun til amtscentrene for undervisning og ikke direkte til det enkelte skolebibliotek. Med andre ord burde der nu være væsentlig flere potentielle kunder.

'Jeg havde forventet at sælge mindst det samme antal kassetter som i 1991. Ikke mindst fordi amtscentrene kun må bruge en film i fem år, så det er på høje tid at få skiftet dem ud', siger videoredaktør Lone Rasmussen fra DBC medier på Dansk BiblioteksCenter i Ballerup.

Lone Rasmussen undrer sig over, at salget ikke er større, for hun har netop valgt titlerne ud på baggrund af de mange ønsker, hun får fra både amtscentre og lærere.

'Jeg er godt klar over, at skolerne ikke har så mange penge, og måske prioriterer de informationsteknologien højere end film i disse år. Men børn bombarderes med billeder, så de bør lære at forholde sig kritisk til det, de ser', siger Lone Rasmussen, der skal have 695 kroner plus moms for at give en skole lov til at vise en film for eleverne i fem år. De fleste af pengene går til royalty til selskabet bag filmen.

To tilbud til skolerne

I Undervisningsministeriet hører de også tit om lærere, der efterspørger spillefilm, som de frit må bruge i undervisningen. Derfor har ministeriet netop lavet en ordning sammen med Egmont Vision, hvor skoler og amtscentre kan købe en pakke med 12 film, som de kan bruge løs af i fem år. En pakke koster 6.000 kroner plus moms og indeholder titler som 'Kærlighed ved første hik', 'Bornholms stemme' og 'Den eneste ene'.

Foreløbig kan skolerne vælge imellem to pakker hos Egmont Vision. Det er for tidligt at sige, hvordan salget går, da det netop er sat i gang. Men da Egmont Vision også arbejder sammen med DBC medier, kender marketingmanager Adrian Mandrup salgstallene derfra.

'Vi var ikke gået ind i samarbejdet med ministeriet, hvis vi ikke troede på et godt salg, og her spiller markedsføringen en stor rolle. Lærerne er efterhånden godt klar over, at det er ulovligt at leje en film i den lokale kiosk og vise den for eleverne, men mange ved ikke, hvor de så skal få fat i de gode spillefilm henne', siger Adrian Mandrup.

I modsætning til DBC medier har Egmont Vision annonceret i Folkeskolen. På den måde har alle lærere mulighed for at se tilbudet, og det er vigtigt, mener Grethe Grønkjær, der underviser lærere i formidling af film.

'Mine kursister siger, at de ikke har set tilbudet fra DBC medier, selv om det er sendt ud til skolebibliotekerne, og det er synd, for de to tilbud om spillefilm kommer som sendt fra himlen', siger Grethe Grønkjær.

'Mange lærere vil gerne arbejde med spillefilm, men til deres store fortvivlelse har mulighederne slet ikke stået mål med intentionerne. Nu lysner det, og det er dejligt. Film er et stærkt medie, og eleverne skal lære at afkode budskaberne, så de kan kende forskel på fiktion og virkelighed', siger hun.-Henrik Stanek er freelancejournalist