Efter at have læst Folkeskolen nummer 16 og herunder bemærket, at der flere steder i bladet ligesom skal 'gøres op' med den indsats, vi flere steder i skolen gør for at sætte vore elever i stand til, inden de forlader os, at kunne påtage sig ansvaret for deres egen læring også, føler jeg, man rører ved noget fundamentalt i min pædagogiske overbevisning.

Anledningen er Margrethe Vestagers udmelding 'Værdier i virkeligheden', hvor hun i afsnittet 'Fællesskabet og den enkelte' kommer ind på begrebet ansvar for egen læring. Jeg håber ikke, jeg misforstår ministerens udmelding, når jeg antager, at målet for vore elever om en skønne dag at kunne tage vare på sig selv og herunder også at kunne tage ansvaret for sin egen læring ikke er til diskussion.

På den skole, hvor jeg arbejder, er vi efterhånden kommet så langt, at vi tør sige højt, at det ikke alene er lærernes ansvar, at eleverne lærer noget, men at en række faktorer spiller ind på dette område. Vi er nået dertil, hvor vi fortæller forældrene, at deres indsats og støtte er afgørende, at elevernes nysgerrighed og vidensbegær har en betydning, og at skolen naturligvis bestræber sig på at skabe de rette rammer for læring.

Vi er nået dertil, at vi informerer vore forældre om, at et af vore mål er, at eleverne igennem skoleforløbet lidt efter lidt og med voksenstøtte skal forsøge at nå frem til at kunne tage ansvar for egen læring. Ikke fordi vi synes, det er smart eller kan forkortes, men fordi vi mener, det er en nødvendig kunnen at have med sig videre ud i et liv i læring. Vi kan i skolen håbe det bedste og lægge alt til rette på den mest indbydende måde, men vi kan ikke garantere, at den nødvendige læring nu også finder sted. Der kan være en række forhold, der forhindrer eleverne i at lære det påtænkte, og jeg skal ikke her trætte med opremsninger, men blot nævne, at psykisk ubalance, mangel på kærlighed eller et for lavt selvværd kan stikke en kæp i hjulet for megen god læring.

Havde jeg i mine unge år som lærer evalueret min undervisning ud fra den kendsgerning, at det var mig, der skulle garantere elevernes indlæring, burde jeg have givet op og taget min afsked temmelig omgående.

Jeg gjorde nu noget andet. Forsøgte at tage udgangspunkt i den enkelte elev, differentierede min undervisning, inddrog eleverne i dele af planlægningen af deres egen læring og forsøgte at lære dem bid for bid at tage ansvar for deres del af læringen. Denne metode gav min undervisning en helt ny mening, og jeg kan efter mange års erfaringer på området kun glæde mig over, at der med den 'nye' lov blev peget lidt mere på denne måde at undervise på.

Galt i byen går man først for alvor, hvis man tror, at man uden videre kan lægge ansvaret over på eleverne uden først at lære dem, hvordan de skal forvalte dette ansvar, og uden at give dem mulighed for medbestemmelse omkring deres egen læring.

Man skal altså turde 'give slip' og alligevel vide, hvordan man som lærer har det hele under kontrol alligevel.

En spændende udfordring, som varmt kan anbefales, medmindre jeg har misforstået det hele.

Kasper Mose

Nørre Alslev