Reinhard Werner svingede pisken over DLF's lønpolitik i Folkeskolens kommentar i sidste uge. Men helt så entydigt, som han fremstiller det, er billedet heldigvis ikke. Jeg kan nemlig forsikre, at spørgsmålet - om hvorvidt der skal være forskel på løntillæggene til lærere på ny løn og gammel løn under henvisning til livslønnen - har været livligt diskuteret i fagligt udvalg, hvor jeg og andre i store træk tilkendegav samme synspunkter, som Reinhard fremsætter.

Fortalerne for differentieringstanken tager udgangspunkt i, at lønudviklingen vil stå stille i 35 år. På den baggrund når de frem til, at livslønnen på ny løn svarer til 98 procent af livslønnen på gammel løn.

Ingen ændringer i 35 år? Absurd! Kast blot blikket 35 år tilbage - eller nøjes med at tænke på, hvordan det i diskussionerne i DLF om ny løn er blev sagt, at vi har 13-14 år at forbedre systemet i. For så lang tid går der, før lønnen - for en lærer, der er på ny løn - er dårligere, end hvis den samme lærer havde været på det gamle lønsystem. Og så er der ikke taget højde for, hvad der måtte komme af tillagte lokale løntillæg.

Det er klart, at der venter DLF en opgave, som skal løses til alles tilfredshed. Men det vil være ulogisk, hvis kredsene skal løse den ved at forhandle forskellige tillæg hjem til de to grupper svarende til den forskel, der er på undervisningstillæggene, hvilket nogle har talt for. Det vil ikke mindst være ulogisk over for de lærere, der har været i folkeskolen i mange år, og som har efterlyst afsmittende virkning heraf på deres lønseddel.

Til gengæld er det ikke rigtigt, når Reinhardt skriver, at undervisningstillægget ikke indgår i sammenligningerne. Tillæggets størrelse for lærere på ny løn er netop afgørende for, at det nye lønsystem i overgangsfasen kan tåle en sammenligning med det gamle. Det forklarer forskellen på de to tillæg, og det understreger, at antallet af undervisningstimer har betydning for lønnens størrelse.

Det centralt aftalte undervisningstillæg var en vigtig forudsætning for mange af os, hvis vi skulle ende i et nyt lønsystem. Det markerer nemlig, at undervisning er en ydelse, der skal betales for. En vigtig indledningsvis markering for os ved overgangen til et nyt lønsystem, hvor arbejdsgiverne ønsker alle ydelser prissat.

Derfor bør lokale løntillæg til lærere på ny løn relateres til, om den funktion, det gives for, reducerer antallet af undervisningstimer. Er det tilfældet, bør der tages højde for det.

Generelt vil det ikke være tilfældet - og så må det betyde, at vi skal gå efter samme tillæg til begge grupper.

Den fremgangsmåde er der også belæg for i foreningens udsendelse om ny løn til kredsene fra marts. Her fremgår det, at kredsene skal overveje deres fremgangsmåde, og der peges på den frigørelse af lønmidler, der vil komme, når de anciennitetslønnede går på pension. Jeg ser formuleringen som en konsekvens af de diskussioner, vi har haft i fagligt udvalg, men jeg medgiver, at vi har brug for en mere nuanceret debat om, hvordan vi skal fremme vores lønpolitik i en kommunal virkelighed, hvor tankegangene kan ligge langt fra vores.

Lotte Lange

medlem af DLF's hovedstyrelse