Elever frygter for 10. klasses fremtid

Når projektopgaven forsvinder, bliver klassetrinet for bogligt, siger nuværende elever

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På høringen i Århus talte en lang række elever i 10. klasse varmt for, at deres yngre kammerater også får chancen for at gå i 10.

'Jeg nyder at gå i 10. klasse. Det er noget af det bedste, jeg har oplevet. Hvorfor skal vi så af med den', spurgte Jacob Sterlie Svan fra 10.a på Samsøgades Skole i Århus. Han frygtede tydeligvis, at den ændring af 10. klasse, som træder i kraft til august, blot er politikernes første skridt mod helt at afskaffe klassetrinet.

'Jeg ser mig selv som en bogligt stærk elev, men jeg går også i 10. klasse for at blive en bedre ven. Jeg vil gerne blive mere kompetent socialt, så jeg kan begå mig i samfundet', tilføjede han.

10. klasse bliver ikke fjernet, forsikrede både undervisningsminister Margrethe Vestager og Else Købstrup, der er formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening. Alligevel slap politikerne ikke for skarp kritik fra eleverne, der er utilfredse med, at projektopgaven forsvinder fra 10. klasse. I stedet skal eleverne have mere undervisning i dansk, matematik og engelsk.

'Jeg kan ikke forstå, at det hele skal være så bogligt. Vi skal have mere idræt og flere kreative fag ind i folkeskolen. Hvorfor stopper musikundervisningen i 6. klasse', spurgte Sasja Mathiasen fra 10.a på Tovhøjskolen i Århus.

Rikke Mogensen fra 10.b på Samsøgades Skole fremhævede også projektopgaven.

'Det er godt, at vi selv skal finde oplysninger frem, for så kommer vi ud i samfundet og afprøver, hvad der sker uden for skolen', sagde hun.

Sasja Mathiasen understregede, at eleverne ikke er ude på at slippe let om ved undervisningen.

'Der mangler tit at blive stillet flere krav til os. Jeg går selv på en dramalinie, hvor vi lærer, at ingen skal klappe ad os, hvis det ikke er godt nok, det vi laver. Vi skal lære, at vores handlinger betyder noget'.

Margrethe Vestager tog udgangspunkt i elevernes udsagn, da hun rundede høringen af - uden dog at love, at projektopgaven bliver genindført.

'10. klasse skal bruges som et overgangsår mellem folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Her kan man blive mere moden, og man kan afklare sig på, hvilken uddannelse man vil tage, eller styrke sine kompetencer til en ganske bestemt uddannelse. Det vil vi gerne hjælpe med. Og vi vil gerne have hele folkeskolen til at rumme den livslyst, vi har hørt fra jer 10.-klasse-elever i dag'.stan

Det er en godt, at vi selv skal finde oplysninger frem, for så kommer vi ud i samfundet og afprøver, hvad der sker uden for skolen

Powered by Labrador CMS