Debat

Bare brug Mastery Learning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu er der jo lige den hage ved verdens bedste folkeskole, at den er storproducent af tabere, som lektor Per Fibæk Laursen så rigtigt påpeger i Bagsmækken i Folkeskolen nummer 15. Oven i købet i begge ender af begavelsesskalaen. Og da det gør vor pligtige tilbedelse af udelthedens velsignelser en smule anstrengt, må noget vel gøres. Men hvad? Nu endelig ikke en tilbagevenden til den udelte skole, der i modsætning til den nuværende var for alle. Vi forlod den i en fejltagelse. Og fejltagelser skal man aldrig indrømme. I den gamle delte skole blev alle ellers undervist i overensstemmelse med deres medbragte forudsætninger. Nogle endte også dengang som tabere. Men i dag producerer vi dem i stride strømme. Jamen, hvad gør vi så, når tåbelighedens udelthedsdogme ikke må antastes. Per Fibæk foreslår, at vi lader tåbeligheden vokse til det ekstremt tåbelige. Metoden hedder Mastery Learning. Du sørger bare for, at alle elever er med, før du går videre. Fortsæt om nødvendigt i årevis med at indøve multiplikation, indtil den svageste er fuldt med. Så gør du det samme med division. Og så fremdeles. Du når absolut ingen vegne. Men du driver udelthedens ensgørelsesproces til succes. Det minder ikke så lidt om et aktuelt gymnasialt initiativ, der skal styrke elevernes fysikkundskaber. Man skal bare fjerne så meget fysik som muligt og erstatte det med noget, eleverne finder interessant. Og vupti, får vi behovet for fysikere dækket. Genialt, ikke. Bare udhul undervisningen til et niveau, hvor alt kun kan ende i den sikre succes. Kritikløs modtagelighed over for den rablende idioti er åbenbart blevet et dansk særpræg.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler