Debat

Kom med forslag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære Steen Christensen (Folkeskolen nummer 16). Det var en fornøjelse at læse dit indlæg. Jeg er utrolig enig med dig langt hen ad vejen. Dog mener jeg, vi skal prøve, om vi ikke kan løse problemet i egne rækker, før vi beder andre gøre det. Mit indlæg er en opfordring til dig og alle andre folkeskolelærere om her på disse sider at komme med forslag til, hvad vi kan gøre for at matche elever med behov for en mere praksisbetonet undervisning.

Du nævner, at systemet har nogle selvbestaltede barrierer. Jeg er ikke helt med på, hvilke barrierer du tænker på. Hvis du mener eksamen, er jeg enig i, at det er barrierer, der forhindrer, at vi fortsætter det fornuftige arbejde, vi mange steder har lidt i gang fra 0. til 7. skoleår. Hvem tør så fortsætte med at lade eleverne arrangere flaskeindsamling eller lignende, når det nu er sådan, at de og deres forældre forventer, at de er nogenlunde forberedte til den stadig noget teoretiske prøve, de skal have mulighed for at tilmelde sig i 9. klasse? Tror du, at du løser det problem ved at få medarbejdere med andre uddannelser ind i folkeskolen, eller skal politikerne have et skub, så de giver mulighed for mere varierede/fleksible prøveformer, der i stedet for at vise en normalfordelingskurve viser alle de styrkesider, der kan findes, hvis eleverne får lov til at gå til prøve under den form og i de ting, de er gode til? Skal vi ikke spørge, hvorfor skal nogle have dårlige karakterer, for at andre kan vise, at de er dygtige?

Jeg har altid undret mig over, at man kunne forvente, at specialundervisning kan løse folkeskolens problemer, samtidig med at man vil have, at eleverne ved eksamen fordeler sig efter en normalfordelingskurve. Personligt har jeg så stor respekt for mine elevers kunnen, at jeg ofte synes, det er meget små forskelle, der bliver præmieret med henholdsvis 7 og 13 til eksamen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Gentagelse fremmer forståelsen. Derfor vil jeg opfordre alle til at tænke positivt og konstruktivt og komme med forslag til, hvordan vi kan gøre folkeskolen mere interessant og givende for den gruppe elever, som i dag ikke udvikles tilfredsstillende.

Bodil Gandsager

Svaneskolen